Sven Olaf Kjær kaldte det selv en "skør tanke", men mente alligevel, at Hasle bør gå efter at få en kommende transformerstation bygget i området.
"Det største bygningsværk siden Hammershus", betegnede Sven Olaf Kjær det og opfordrede Hasle Bytings bestyrelse til at være aktive i arbejdet med at få det til hasleområdet.
Det handler om den landbaserede transformerstation, som Energistyrelsen omtaler i en finscreening fra 2020 af fremtidens havvindmølleområder i det danske farvand. Her omtales to områder ved Bornholm, og det er i den forbindelse, at der også er planer om et stort landanlæg. I screeningen er der peget på et område ved Hasle, men Energinets chefprojektleder Poul-Jacob Vilhelmsen har tidligere sagt til Bornholms Tidende, at den placering i første omgang skal opfattes som "et tankeeksperiment".
Sven Olaf Kjær mente ikke desto mindre, at det er værd at satse på:
– Det larmer ikke, det lugter ikke, det synes bare. Det vil være et byggeri uden lige. Det vil måske tage tre-fire år at bygge det, sagde han.