Det er dog ikke kun håndbold og gymnastik, som ærgrer sig over, at indendørsidræt ikke bliver åbnet op. Hos Viking Atletik har man rigtig mange, som dyrker indendørs fitness, og de må vente lidt endnu, før de kan gøre brug af deres medlemskab.
– Det er jo voldsomt irriterende for os, at man ikke kan træne indendørs fitness, for det er jo der, hvor vi har flest brugere, det er i vores fitnessbygning. Vi savner også svømmetræningen og spinning, som vi heller ikke får adgang til, så jeg havde selvfølgelig også håbet på, at der kom en åbning indendørs, men det må man jo så tage næste gang, siger formand Claus Clausen.
Han oplyser dog, at det ikke er noget problem at flytte atletiktræningen udenfor, som vejret er lige nu. Derudover vil man også flytte stram-op-træning, kettlebell-træning og crossfit-træning udenfor.
– Men det er jo ikke ideelt. Specielt ikke, når man skal lave noget muskeltræning, for så kan musklerne nå at blive kolde. Men det må man tilrettelægge sig ud af, siger han.