Gravgaard: Tidendes drøm om et fællesskab

Gravgaard: Tidendes drøm om et fællesskab
LEDER | 28. JUN 2024 • 05:30
LEDER
28. JUN 2024 • 05:30

Tidende vil i denne uge endnu længere ud på Bornholm og skabe endnu mere sammenhold.

Sammenhold er mennesker, der holder sammen ved at hjælpe, støtte og forsvare hinanden. På Bornholm har vi i den grad sammenhold. Vi har det i vores identitet og i vores individuelle valg om at blive boende eller flytte til klippeøen. Jo mere vi bekræfter hinanden i det valg og hjælper, støtter og forsvarer hinanden, jo stærkere er vores samfund og jo mere kan vi hver for sig og sammen.

En avis som Tidende sætter hver dag dette sammenhold øverst og kæmper for det ved at indsamle og udstille fælles viden og skabe fælles debat.

I gamle dage var Tidende en pakke af nyheder sendt af sted under partiet Venstres fane. I dag er vi den organisation, der har som mission at skabe og udvikle sammenhold på Bornholm.

Det gør vi i vores journalistik og debat hver eneste dag året rundt. Vi har skabt et logo, den røde ø i den grønne cirkel, som er et symbol for alle os, der tror på sammenholdet.

Vi har hidtil dyrket missionen og symbolet i egne rækker og delt det med de næsten 6.000 husstande, der abonnerer på Tidende og Bornholm. Men det er ingen hemmelighed, at vi gerne vil være flere – både i sammenholdet og om Tidende.

Derfor har vi udgivet en luksusfolder om sammenhold og Tidende på Bornholm, og vi vil i den kommende uge uddele den sammen med klistermærket for det Bornholmske sammenhold til alle på Bornholm.

Det gør dygtige omdelere, fordi vi gerne vil fortælle alle om sammenholdet, debatten og de bedste historier på Bornholm. Vi gør det, fordi vi tror på, at vores sammenhold vokser, hvis vi er flere, der viser troen på Bornholm ved at klistre den røde ø bag på bilen eller postkassen.

På Tidende er vi helt høje over, at vi det seneste halve år har oplevet abonnementsfremgang. Vores økonomi er også blevet mere sund, selvom de amerikanske techgiganter hver dag frister flere og flere til at fravælge den lokale annoncering. Det gør, at vi kan satse mere på de gode historier og hjælpe debatten endnu mere på vej, når vi har ro på i kasseapparatet.

Det skylder vi alle abonnenter og annoncører en stor og velfortjent tak for. Vi elsker sammenhold, debat og gode historier. Derfor er det en fornøjelse at måtte tjene Bornholm hver dag med netop disse tre grundingredienser.