I anledning af Folkemødet rettede vi i sidste uge fokus mod ordet ‘folk’ og sammensætninger hermed. Mere specifikt handlede det primært om de mange sammensætninger, hvor ‘folk’ bruges om det menneskelige og altså på rigsdansk kan erstattes med ‘menneske-’ (for eksempel i modsætning til det dyriske). Det var ord som ‘folkamöj’, ‘folkafö’ og ‘folkaviz’.
I dag skal det handle om en række andre sammensætninger med ‘folk’ med en lidt mere varieret betydning.
I en række af ordene, der ender på ‘-folk’, angiver ordets førsteled hvilken type folk, der er tale om med hensyn til stand eller beskæftigelse. Det ser vi eksempelvis i ‘bonafolk’ (bønderfolk), ‘fiskarafolk’ (fiskerfolk; især brugt om fiskerbefolkningen som husstande eller ægtepar, hvilket i Bornholmsk Ordbog illustreres med følgende eksempel: ‘et pâr hall ællre fiskarafolk’, dvs. et ægtepar), ‘fâgfolk’ (fagfolk), ‘byfolk’ (byboer, købstadfolk; ordet illustreres med følgende eksempel i Bornholmsk Ordbog: ‘byfolk kjæjnna ju inte te lannfolk’), ‘lannfolk’ (landboer, der hos Teinnæs illustreres med eksemplet: ‘ded ser ud te å varra et pâr lannfolk’), ‘æktafolk’/‘aitafolk’ (ægtefolk, lidet brugt), ‘laiefolk’ (familie, der bor til leje) og ‘ujnnantagsfolk‘ (folk på ‘ujnnantag’, altså aftægtsfolk). Relateret til denne kategori af sammensætninger har man også det med folketroen forbundne ‘ujnnejorsfolk’, som også kan omtales som ‘trojllfolk’, samt ‘hærredsfolked’, der tidligere i denne bestemte form betegnede den gamle milits’ ældste mandskab.
En række andre sammensætninger er beslægtede med disse, men betegner i højere grad en mere midlertid beskæftigelse eller handling. Det gælder for eksempel ‘altergångsfolk’ (altergangsfolk), ‘arbaisfolk’ (arbejdsfolk, håndværkere, daglejere og lignende), ‘awlsfolk’ (folk beskæftigede med ‘awled’/‘awlnijnen’, altså jordens dyrkning og behandling indtil sæden er lagt), ‘bru(d)afolk’ (brudepar), ‘kjærkefolk’ (kirkegængere), ‘höstafolk’ (høstfolk) og ‘tarskefolk’ (tærskefolk).
Atter andre sammensætninger på ‘-folk’ kan betegne nogen, der er særlig interesseret i det, førsteleddet referer til, for eksempel ‘hæstafolk’ (kan også kaldes ‘hæstamæjnnesker’), der bruges om folk, som med særlig interesse for heste (illustreres hos Teinnæs med citatet ‘di e sønna hæstafolk’), eller folk af en vis beskaffenhed eller kvalitet, eksempelvis ‘skarsfolk’ (skarnsfolk).
Endelig finder man naturligvis sammensætningerne ‘kvijnnfolk’ og ‘majnfolk’, hvoraf især det førstnævnte er meget brugt, idet det i brugen svarer til rigsmålets “kvinde” og er det helt neutrale og umarkerede udtryk for en voksen person af hunkøn (og altså ikke nedsættende som i rigsmålet). Ordet ‘majnfolk’ bruges derimod navnlig i tilfælde, hvor det direkte stilles over for ‘kvijnnfolk’. Hver af disse ord indgår naturligvis i en mængde sammensætninger, som pladsen imidlertid ikke tillader os at se nærmere på.
Det folkelige aspekt kommer også til udtryk i flere sammensætninger. Svarende til det rigsdanske udsagn “en mand af folket” har man ordet ‘folkamajn’, som i Teinnæs’ optegnelser illustreres med følgende citat: ‘Du e ejn folkamajn, Julius’, hvem denne Julius så end har været. Beslægtet hermed har vi også ordet ‘folkavinn‘ (folkeven), som Teinnæs beskriver som en person, der viser interesse og venlighed mod almuen og illustrerer med følgende eksempel: ‘Di hojlla så å ’na, hon e søddenen folkavinn’. Det sidstnævnte ord må ikke forveksles med ‘folkaviner’, der indgår i udtrykket ‘å varra/gå te folkeviners’. Det betyder noget helt andet, nemlig at være til grin for folk.
Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk
