Ferien på Bornholm førte til et dansk statsborgerskab

Ferien på Bornholm førte til et dansk statsborgerskab
Tomasz Kowalski glæder sig over, at en lang proces nu er overstået, så han kan kalde sig dansk statsborger. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 5. MAR 2021 • 14:01
Holger Larsen
Journalist
| ABONNENT
5. MAR 2021 • 14:01

NYE DANSKERE

– Det må være en klichéhistorie. Vi var på Bornholm i 2002 på en uges ferie, og så blev vi så forelskede i øen, at vi besluttede os for en dag at flytte til Bornholm.

Sådan svarer 45-årige Tomasz Kowalski på spørgsmålet om, hvorfor han i 2008 sammen med sin hustru valgte at skifte en stor by i det sydlige Polen ud med Bornholm. Torsdag var han blandt de 12 deltagere i kommunens grundlovsceremoni.

– Vi var så glade for Bornholm, mig og min "konna", at vi ikke var ude at rejse i de første syv år, vi boede her.

– Jeg arbejdede i begyndelsen over internettet i et polsk firma, derefter havde jeg eget firma på Bornholm med webudvikling, og siden 2012 har jeg arbejdet i JF Data som it-programmør. Vi boede først i Listed og senere flyttede vi til Melsted, fortæller Tomasz Kowalski.

Praktiske årsager

Hvorfor vil du gerne være dansk statsborger?

– Det er af rent praktiske årsager. Som EU-borger har man de fleste rettigheder, men jeg synes, at nogle ting bliver nemmere som dansk statsborger. For eksempel noget så simpelt som at få et elektronisk kørekort. Vi har boet så længe i Danmark, og vi har ingen planer om at flytte til Polen eller et andet sted, så jeg føler det naturligt, siger Tomasz Kowalski.

– Det har været et tidskrævende projekt at blive dansk statsborger. Jeg skulle først bo 10 år i Danmark, jeg skulle bestå indfødsretsprøve og danskprøve, og så har jeg ventet i to år, efter at jeg sendte ansøgningen, og endelig var der ventetiden på grundlovsceremonien, siger Tomasz Kowalski, der oplyser, at hans hustru også søger om at blive dansk statsborger.

Hella Hanke er nu dansk statsborger, mens Michael Scharf indtil videre vælger at kalde sig EU-borger. Foto: Jens-Erik Larsen



Fra Berlin

Hella Hanke og Michael Scharf, der bor i Nylars, kommer fra Berlin i Tyskland. De har boet på Bornholm lige så længe som Tomasz Kowalski. Deres optakt til flytningen var også en ferie, nemlig i 2007:

– Det var lidt tilfældigt, at vi tog til Bornholm, men vi forelskede os i øen. Der var mange ejendomme til salg på det tidspunkt, og vi tog hurtigt en beslutning om at flytte hertil, fortæller Hella Hanke og siger, at parret egentlig aldrig havde forestillet sig at skulle flytte fra Berlin.

Torsdag deltog Hella Hanke i ceremonien, mens Michael Scharf var med som ledsager.

– Jeg har været under uddannelse, og så synes jeg, at det ville være for meget, hvis jeg også skulle i gang med at tage indfødsretsprøven samtidig, siger Michael Scharf, der var ingeniør i Tyskland, men nu arbejder som sosu-assistent.

Tre grunde

Hella Hanke, der er pensionist, nævner tre grunde til, at hun gerne vil være dansk statsborger:

– Min mor var dansk. Hun kom fra Sønderjylland, men talte tysk. De danske ord, jeg kendte, inden vi flyttede hertil, var sønderjyske.

– Den anden grund er, at jeg nu kan stemme til folketingsvalget og ikke kun til kommunalvalget. Og endelig ved man aldrig, hvad der sker, så vi mener, at vi vil være mere sikre som danske statsborgere, siger Hella Hanke.

FÅ ABONNEMENT