'En stille morgen, ingen vind – og så den der glæde over en god fangst'

'En stille morgen, ingen vind – og så den der glæde over en god fangst'
DELUXE | ABONNENT | 26. NOV 2022 • 10:30
Af:
Joan Øhrstrøm
DELUXE | ABONNENT
26. NOV 2022 • 10:30

Thomas Thomsen fik tidligt fiskermiljøet ind på livet, da han som barn voksede op i Nexø, dengang fiskeri var en fest. Siden har han som selvstændig fiskeskipper og lokal fiskeriformand fisket sig vej i en branche, der efterhånden gisper efter vejret.

 

Som fisker er Thomas Thomsen vant til bølgegang både på søen og i erhvervet, og selvom den selvstændige fisker og formand for øens efterhånden få tilbageværende fiskere nu har nået en alder på 56 år, er der jo stadig en del kilometer i ham endnu, som han siger, når han sammenligner sig selv med en ældre bil. Alligevel har han valgt at sætte sin fiskerbåd til salg, fortæller han, da vi sidder i køkkenet i hans parcelhus i Snogebæk, hvor han gerne byder på en kop neskaffe, selvom han selv hverken drikker kaffe eller te.

– Når jeg skal have noget varmt, er det hyldebærsaft, som jeg fik som barn - eller kakao, siger fiskeren, der med et liv, hvor kulde, vind og vejr ofte er en del af hverdagen, ellers har haft god grund til at varme sig på noget. Men det er først inden for de seneste år, at han har oplevet kulden som et problem.

– Jeg har ellers aldrig frosset på fingrene. Men nu har jeg fået gigt, jo. Det er ikke særlig sjovt. Så når det er koldt, fryser jeg på fingrene, siger han og ser ærgerlig ud.

– Jeg har altid skubbet de andre væk, hvis vi havde ødelagt trawlen, for du kan ikke stå der med handsker på og slå knuder. Bare jeg kunne holde fingeren tørre, frøs jeg aldrig. Nu fryser jeg som en lille pige, griner fiskeren, der nu alligevel har lært sig at arbejde med handsker på.

– Det er jo arbejdslivet, der sætter sine spor. Da vi var unge, tænkte vi jo ikke over, at der kom en regning. Sommetider, når skibet hamrede på en sø, så røg der vand ind over dækket, og vi stod med ryggen til, siger han og simulerer lyden af små stykker is, der som et maskingevær rammer en gummijakke.

– Det var istapper, der ramte os på gummijakkerne. Det nåede at fryse til is, inden det ramte os. Vi stod og knækkede torskene op. De var helt glaserede af is.

– Da jeg havde flest torsk, havde jeg lidt over 400 ton i kvote, og i år har jeg 1.700 kilo, så det kan slet ikke betale sig at komme hjem at fiske, siger Thomas Thomsen, der er formand for Bornholm og Christiansøs fiskeriforening, men selv kun fisker i andre farvande. Arkivfoto: Berit Hvassum 

 

Et magisk sted

Thomas Thomsen voksede op i en familie af fiskere.

– Min oldefar var fisker, min farfar var fisker og min biologiske far snusede også til det. Jeg er født i Esbjerg, hvor min far kom fra. Men min mor var bornholmer og tog mig med tilbage til Bornholm, da mine forældre blev skilt, da jeg var lille.

– I stedet fandt hun sammen med min stedfar, der også var fisker. Men før vi brødre havde lært at svømme, måtte vi alligevel ikke cykle på havnen, medmindre vi havde redningsveste på.

– Men det skete jo, for det var svært at holde sig væk. Alle kendte alle i Nexø, så jeg blev hurtigt opdaget, men at cykle rundt med redningsvest var jo heller ikke særlig sejt.

Thomas Thomsen fik derfor hurtigt lært sig at svømme, så han kunne komme på havnen uden en klodset redningsvest om livet, for havnen husker han som et magisk sted.

– Der var alt muligt spændende. Der var blandt andet en losseplads ved siden af binderiet og isværket. Og den losseplads fik vi Nexø-børn meget sjov ud af. Dengang havde man fiskekasser i træ, så dem kunne vi jo få ild i, og så kogte vi gammel sur mælk, fortæller Thomas Thomsen, hvis øjne bliver fyrige, når han beretter om barndommens gade på havnen.

– Når jeg kom hjem, spurgte min mor, om vi nu havde haft bål igen, og det benægtede jeg, selvom jeg lugtede som jeg ved ikke hvad af de afbrændte gamle sildekasser, siger han og tænder ansigtet med et stort smil.

– Men jeg elskede at komme på den havn.

Brat og barsk afslutning

Derhjemme fik han at vide, at ”fisker kunne man altid blive”. Men selv mærkede han allerede som dreng, hvordan fiskermiljøet fangede ham.

– Og jeg elskede, da jeg som 12-årig fik lov til at tage med min stedfar, siger han glad.

Fisketurene på havet med stedfaren fik imidlertid en brat og barsk afslutning.

– Da jeg blev 14 år, druknede han, siger han ligefremt, men alvorligt.

– De væltede rundt ud for Nexø ved en forkert sø. Og det var få måneder før min konfirmation. Jeg skulle konfirmeres i maj, og det her sker i februar.

Hvad gik galt?

– De var to på båden. Den anden blev bjerget, men min far sad fast under tromlen.

– Det skete lige ud fra Nexø, gentager han og peger med armen i retning af den dengang store fiskerby.

– Ti minutter endnu, så havde de været i havn.

En mur af tavshed

I timerne efter ulykken vidste Thomas Thomsen endnu ikke noget. Han sad uvidende hos en kammerat men blev senere hentet af sin moster.

– Jeg syntes, at det var mærkeligt, at hun havde solbriller på. Det kan jeg huske endnu.

Da han blev kørt hjem til sin mor, havde politiet allerede været forbi.

Thomas Thomsen husker ikke, hvem der gav ham beskeden om stedfarens død. Til gengæld husker han den mur af tavshed, der mødte ham og hans familie bagefter i byen.

– Folk gik over på det modsatte fortov, fordi de ikke vidste, hvad de skulle sige. Og det har i hvert fald lært mig, at du stort set ikke kan sige noget forkert til et menneske i sorg, siger han og ser til siden.

– Hvis jeg ser nogen, der har mistet deres nærmeste, går jeg derfor altid hen og giver et klem eller et klap på skulderen. Men det var man ikke god til dengang.

I skolen fyldte berøringsangsten også i klasselokalet.

– Jeg havde en ældre lærer i skolen. Hun var tæt på pensionsalderen og havde været skolelærer i rigtig mange år, og hun havde både en stor erfaring og livserfaring, men hun kunne alligevel ikke finde ud af at tale til mig.

– Jeg kan huske, at jeg en dag skulle på toilettet, og da jeg kom ind i klassen igen, så stod hun og udspurgte mine klassekammerater om, hvordan jeg havde det, siger han og sender et forundret blik over køkkenbordet.

– Jeg blev ikke spurgt, men mine omgivelser blev spurgt.

Var der også tavshed derhjemme?

– Nej, selvfølgelig er der blevet snakket om det, men hvor meget indvier man et par teenagedrenge i det her? siger han og lader spørgsmålet hænge i luften.

Hurtige penge

Stedfarens død fik ikke hans mor til at drømme om, at Thomas Thomsen skulle blive fisker, så hun gentog, at ”fisker kunne men altid blive”, i håb om, at han ville finde noget andet, og hun skaffede ham også en læreplads. Efter 9. klasse gik han i lære hos Nexø Skibs og bådebyggeri, hvor hans mor tidligere havde arbejdet på kontoret. Men selv havde han fortsat sin gang på havnen.

– Vi store drenge kunne jo sommetider tjene mere end skolelæreren, når det gik hu hej vilde dyr, når vi hjalp med at pakke fiskerne i kasser. Dengang måtte alle jo lande fisk, og typisk fik vi en kasse fisk i timen, og den repræsenterede vel dengang en værdi af 125 kroner. Så vi solgte så meget videre, at rigtig mange af os var momsregistrerede, selvom vi kun var 15-16 år.

– Der var stort set nok arbejde til alle knægtene i Nexø dengang. Og vi var også hurtige til at rense fisk.

– Men jeg blev altså udlært som skibstømrer, og i min læretid var jeg med til at lave to nye træbåde til Sverige. Jeg var tit meget tidligt om morgenen inde for at hjælpe til, så jeg optjente masser af afspadsering, og den tog jeg selvfølgelig om vinteren, hvor der skulle landes torsk. Og med tiden begyndte jeg selv at længes efter at blive fisker.

Holdt din stedfars død dig ikke tilbage?

– Det skænkede jeg ikke en tanke. Men dengang var fiskeriet også meget mere frit. Hvis der var lavvande i pengekassen, spyttede du bare i næverne. Og så kunne man fiske sig ud af problemerne.

Dengang var der jo heller ikke kvoter.

Spillede om 100 krone-sedler

Fiskekvoterne kom først, da han begyndte at fiske i 1985.

– Og kvoterne dengang var så store, at vi tænkte, at vi aldrig ville kunne fiske så meget. Men når først man har en knap at skrue på, bliver der altså kun skruet en vej. Kvoterne blev mindre og mindre. Men da jeg kom til i fiskeriet, så boomede det, husker han.

– Vi kunne spille om 100 krone-sedler i frikvartererne i skolen, så vi fik også et lidt forkvaklet forhold til penge, for man kunne bare tjene nogle flere penge, hvis vi havde brugt dem, vi havde.

Hvor meget kunne man tjene på en enkelt dag?

– Sommetider kunne vi arbejde et døgn i træk, og så kan man så gange 24 med 125 kroner i timen i 1980-1981. Købekraften var noget større end i dag, selvom det så ikke var så fedt, når vi rendte ind i de måneder, hvor vi ikke kunne stikke ned og rense torsk, siger han med en hæs latter.

– Når man er vant til at have de dyre vaner.

Hvad brugte du pengene på?

– Fest, sjov og ballade. Og som 20-årig købte jeg en bil.

– Min omgangskreds var dem, der lavede det samme. Og der var gang i Nexø dengang, hvor der var flere værtshuse.

– Min mor så nok til med hovedrysten. Kommer let, går let, som man siger.

Som ung bilejer blev han også fuldtidsfisker og flyttede hjemmefra for at leje et hus med en kammerat, når de var på land, men havet blev nu hans andet hjem.

– I dag har vi satilit-tv og internet ombord på båden, men dengang havde vi først kun bøger og senere video, men ellers spillede vi skak. Vi havde ikke ovn, så jeg lærte at lave mad over blus. Dagens højdepunkt var, når vi skulle have aftensmad, og sådan er det stadig, smiler han.

– Vi sejlede typisk ud søndag aften, og vi kunne holde brændstof til enten fredag aften eller lørdag morgen. Fra jul til påske var vi ude at fiske hele tiden, hvis vejret tillod det. Og fra påske frem til sommeren gik det fra søndag aften til fredag-lørdag.

Sådan gik årene med mange timers arbejde på dækket, inden han i 1991 valgte at tage på skipperskole.

– Jeg var godt klar over, at hvis jeg skulle blive gammel med fiskeriet, så skulle jeg ikke stå på dækket hele tiden. Jeg tog også næste modul, så jeg kunne blive skipper af 1. grad og sejle overalt i verden. Det er ikke lige til. Et er et skib at sejle et andet er et søkort at forstå, siger fiskeren, som også var begyndt at forstå, at de gyldne år for fiskerne var forbi.

Det ene ben i bankerot

Fiskeriets nedtur i Nexø var så dramatisk en historie, at den også er blevet fortalt i fiktionen. Dennis Gade Kofod har beskrevet det i romanen Nexø Trawl. Forrige år var det temaet for året bornholmerkrønike på Bornholms Teater med teaterstykket Fisk, ligesom det trak folk i biografen, da Lotte Svendsen lavede ”Bornholms stemme”. Og selv husker Thomas Thomsen også, hvordan stemningen blev grå i Nexø, dengang hver anden fisker stod med det ene ben i bankerotten, som han siger. For det ramte selvfølgelig hele samfundet, at Østersøen ikke længere var en åben bankboks.

– Lige pludselig blev der ikke handlet så mange biler og købt så meget mærketøj. Måske var der også nogen, der havde været misundelige på fiskerne, men lige pludselig blev hele byen ramt. Der var måske 500 damer ansat i fiskeindustrien, og så havde de heller ikke arbejde. Fruerne gik måske heller ikke til frisør så ofte, og så gik det jo udover hele det her lille samfund. Så det hele blev mere trist.

De nye kvoter førte til konkurser for mange fiskere.

– I 1980’erne var der efterdønninger af, at der havde været et overfiskeri. I 1983 var der en kvote på 138.000 ton torsk, men i 1993 var kvoten kommet ned på 13.000 ton torsk, så kurven var stejl, da man gik ned på en tiendedel.

Så man var simpelthen for grådige?

– Det ligger vel i mennesket, at man vil udnytte sine muligheder. Og kan man tjene flere penge, så gør man det. Sådan adskiller fiskere sig ikke fra andre. Og fiskere er jo heller ikke onde mennesker. Vi lever jo rent faktisk af naturen, så vi har også en interesse i at bevare den. Der var også flere nationer i spil omkring torskefiskeriet, men ja, det skulle da nok være blevet styret med hårdere hånd noget før, så det ikke gik så galt, men bestanden når jo at komme sig igen. Man bliver jo sommetider mødt med en forestilling om, at torskefar og torskemor får to unger. Glem det! Hvis de rigtige forhold er til stede, så får torskefar og torskemor tusindvis af unger.

Købt og betalt på Sørens værtshus

Selv klarede Thomas Thomsen sig og fik som nyuddannet skipper hyre som styrmand.

– Jeg kom ud at sejle for en af mine kammeraters far, som jeg havde kendt, siden jeg var så stor, siger han og holder en hånd lavt over gulvet.

– Men han havde nok den største båd på Bornholm, og ham sejlede jeg primært for i Nordsøen, hvor vi fangede industrifisk i stor stil.

Samtidig fik han også fanget sit livs sild, Janni, der i dag er hans kone.

– Det var en af mine gode kammeraters lillesøster fra Snogebæk, griner han og vender tilbage til barndommen.

– Min moster og onkel var genboer til min kammerats forældre. Han var et år ældre end mig, og hun var seks år yngre, så det var først, da hun blev lidt ældre, at hun blev rigtig interessant. Men da hun tog afsted som au pair-pige til USA, aftalte jeg med hendes bror, at hun var købt og betalt på Sørens værtshus for en dobbelt rom i baren, så hun skulle være min, når hun kom hjem, siger fiskeren, som også fik Janni overtalt, da hun kom hjem.

– Vi blev kærester nytårsaften i 1991, før jeg blev 26 år, og hun blev 20 år i januar. Og så har vi været sammen siden.

– Janni havde en villalejlighed i Brønshøj på det tidspunkt. Og et halvt års tid efter jeg kom ind i billedet, købte vi en andelslejlighed på Østerbro. Jannis far er også fisker, og hendes bror er også fisker, så hun kunne godt leve med, at jeg sommetider var væk i flere uger ad gangen. Men i 1995 flyttede vi så hertil. Jeg ville også gerne tilbage til Bornholm, det skal ikke være nogen hemmelighed. For hele omgangskredsen havde jo arbejde, og Janni havde også arbejde, så jeg gik og kedede mig om dagen i området omkring Århusgade, hvor vi boede, mens alle vores venner var på arbejde. Men da vi flyttede tilbage hertil, fiskede jeg stadig fra Jylland. Industrifisk, sild og makreller.

Kæntrede i ny båd

I 2000 købte Thomas Thomsen sin egen båd. Den kostede 2,7 millioner kroner. Den var lige godt 16 meter.

– Jeg har lige solgt den på det billede, så det er mit sidste billede af den. Vi var tre mand ombord, siger han og smiler, selvom han fik en svær start som selvstændig fisker.

– Tredje dag jeg sejler med den, vælter den simpelthen. Den lægger sig ned, og det var ikke engang møgvejr. Der var simpelthen dårlig stabilitet i den. Og jeg kunne smide den hen i et hjørne og være tøsefornærmet og køre en retssag. Men når du er momsregistreret, er det ikke almindelig købelov, der gælder. Så regner de med, at man har undersøgt det hele, før jeg købte skibet.

Var I ved at drukne?

– Nej, vi gik i redningsflåden. Så da vandet var af, rejste den sig op, jo. Men inden vi igen fik skibet til at opfylde Søfartsstyrelsens krav, så kostede det små 700.000 kroner. Det var tilbage i 2000, og jeg havde lige brugt hele min opsparing på at købe båden i forvejen, men nu skulle jeg forrente et lån, som om jeg havde købt en meget større båd. Det var da en drøj start, siger fiskeren.

En lille genistreg

De følgende år gik det stadig op og mest ned for fiskeriet.

– Vi var blevet for mange fiskere i forhold til kvoterne. Halvdelen stod igen med det ene ben i bankerot, men så i 2007 indførte man et kvotesystem med en kvote per fartøj, som man måtte handle imellem hinanden. Det var en rettighed til at fiske, man køber. Og det var en lille genistreg af staten, der var den store vinder, da man indførte Fartøjs Kvote Andelen i 2007. De fiskere, som blev opkøbt, kunne derved betale deres gæld til Fiskeribanken, og så fik staten sine penge, mens det var de fiskere, som blev i erhvervet, der betalte regningen. For de kvoter steg og steg i pris, siger han og peger på, at fiskeriet dengang også var en bedre forretning.

– Op til finanskrisen fik vi op til 20 kroner kiloet, så vi kunne ikke få armene ned. 500 kroner per kasse, men pludselig ramte finanskrisen os, så fiskepriserne faldt drastisk. Så på et tidspunkt var vi nede og sælge torsk til 2,75 kroner per kilo. Men fordi prisen kom så langt ned, kom fiskere fra Vestjylland ikke herover for at fange torsk, så vi udnyttede kun kvoten med 60 procent. Stort set alle fiskere i Nexø og Tejn udnyttede deres egen kvote og lidt til.

Hvordan ligger det i dag?

– Da jeg havde flest torsk, havde jeg lidt over 400 ton i kvote, og i år har jeg 1.700 kilo, så det kan slet ikke betale sig at komme hjem at fiske. Derfor kan det være svært at finde i øens butikker. I Hasle laver de færdigvarer, men ellers er de fleste fiskefabrikker forsvundet fra Bornholm.

Men i 2016 lukkede man ned for torskefiskeriet i Østersøen, så det ramte også mig. Og de seneste års regeringer har ikke gjort nok godt for fiskeriet, siger han og ryster på hovedet.

– Trawlfiskeri og landbrug får skylden for rigtig meget. Og ja, det er farligt for ålegræsset, hvis der kommer en trawl. Men i de dybder, hvor vi trawler fisk, gror der altså ikke ålegræs, mens man banker havvindmøller op i vækstområder for torskene. Men hvis torsken kommer sig, og bestanden går fremad og vokser år for år, så er det ærgerligt, vi ikke må fange dem, siger han og tilføjer, at coronakrisen og krigen i Ukraine og de høje brændstofpriser ikke har gjort forholdene for fiskerne nemmere. Og nu er det mildt sagt ikke længere en god forretning at være selvstændig fisker, forklarer han.

– Jeg havde jo en drøm om, at min opsparing skulle være i virksomheden. Men hvis jeg skal sælge i dag og kan komme derfra med et rundt nul, så skal jeg være heldig. Og det kan være, det er skruphamrende forkert, og det kan også være, det er den rigtige beslutning, siger den erfarne fisker, som nu også er træt af at være så mange dage væk fra hjemmet i Snogebæk.

– Men hvis det nu går den anden vej, og vi igen får lov til at fange torsk i Østersøen, så vil jeg hellere fortsætte. For de fiskerettigheder, jeg har her, udgør en stor del i Østersøen. Men i dag er de ingen penge værd. Og vi har købt ind for millioner af kroner, som er væk. Men i fiskeriet er der siden 2007 kommet nye regler og tillægsregler. Så må vi ikke dit og dat.

Godt sammenhold

Fiskeriformanden sukker dybt.

– Det er meget små sejre, vi har haft i fiskeriet. Det er blevet sværere og sværere, siger den lokale fiskeriformand, der ikke vil foreslå sine egne børn at følge i hans kølvand.

– Jeg er sådan set ligeglad med, hvilken levevej de vælger. Om de så tørrer tyndskid af en tjørnehæk, siger han og hæver stemmen for at understrege sin pointe:

– Bare de er glade for det, de laver.

– Det behøver ikke være noget med nogle høje titler eller job, hvor de tjener mange penge. Hvis bare de er glade for det, de laver. Så er jeg også tilfreds.

Har du selv været glad for din egen levevej som fisker?

– Jeg tror, det er de færreste, der vil sige, at det har været en dans på roser hele tiden. Der er selvfølgelig ups and downs. Men i det store hele, tror jeg ikke, jeg ville gøre det om. Men nu hvor jeg måske skal afhænde en virksomhed, og det måske går i et rundt nul, hvor jeg havde håbet på en form for opsparing, så kan jeg da godt tænke, havde jeg gjort noget anderledes. For havde jeg kendt resultatet, ville jeg ikke have gjort det på samme måde.

– Men selve fiskeriet og kollegaerne og sammenholdet, det tror jeg helt sikkert, jeg ville savne, hvis jeg stoppede med at fiske i morgen.

– Selvfølgelig kan man være sure på hinanden, og for eksempel tænke – nej, nu ligger han lige og slæber, hvor jeg gerne ville være. Men i det store hele er vi jo kollegaer, og jeg nyder at være sammen med de andre og snakke med dem.

Har du haft dine børn med ud at fiske?

– Min søn har været med. Da han var ti år, pillede han skrubber på båden, og jeg lovede ham 2,25 kroner per kilo, for det var prisen om morgenen. Han nåede at pille omkring 10 kasser skrubber og var både blevet våd og smurt ind i fiskesnaller men var stolt som en pave. Da vi så er på vej i land, får jeg at vide, at prisen på skrubber er faldet til halvanden krone, fortæller han og slipper en bølgende latter løs.

– Det nænnede jeg ikke at fortælle ham. Jeg betalte ham bare, og så måtte jeg tage det tab, siger han og griner igen.

– Han havde arbejdet som en lille hest.

Elsker stadig fisk

Selvom Thomas Thomsen stadig lever af at hive fisk ombord, kommer de stadigvæk også indenbords, for som han siger, findes der jo rigtig meget god fisk. Men hvilken fisk han foretrækker, afhænger af situationen.

– Det kommer an på, hvor vi sidder og spiser. Det er ligesom, hvis du har været ude at rejse og sidder og spiser et eller andet og får noget god vin til. Så kommer du hjem, har købt den samme vin og laver det samme mad, og så smager det bare ikke på samme måde. Er det dig og mig, der sidder og spiser her i køkkenet, kan et stykke rugbrød og en saltstegt sild gøre det godt.

Men intet slår alligevel en friskfanget fisk, der ikke har været på frost, mener den garvede fisker og fiskekender.

– Der sker et eller andet, når madvarer kommer på frost. Det gælder al fisk og kød. Når vi er på havet, så har fiskene, vi spiser på båden, jo ikke været på frost, og så smager det bare af noget andet. Og det er jo lige fra tunger til pighvar og helleflynder.

Det gode liv

Hvad har givet livet mening for dig?

– Det har jo min kone og mine børn. Jeg har alle dage været glad for at fiske.

– Men stadigvæk – jeg lever af at fiske, jeg lever ikke for at fiske. Jeg lever for at kunne være der sammen med min familie.

Hvad er det gode liv?

– Det gode liv for mig er, når vi kan fiske forholdsvist problemfrit og tjene nogle penge og komme hjem og holde lidt fri sammen med familien. Så er det også sommetider en glæde at komme ud og fiske igen, siger han og lader blikket sejle ud af køkkenvinduet foran ham.

– En stille morgen, hvor der ingen vind er, og solen står op lige derhenne, og hvis du så har en god fangst – den der glæde over en god fangst …

Den er der stadig?

– Ja, det er den.

– Jomfruhummere, for eksempel, kan vi ikke lodde, vi kan ikke se dem. Her må du simpelthen lytte, hvad har de andre fanget og danne dig indtryk, siger fiskeren og flækker ansigtet i endnu et smil.

– Men når det så lykkes…!

 

 

Blå bog

Thomas Thomsen. Født i 1966. Uddannet skibstømrer og senere skipper af 1. grad. Selvstændig fisker siden 2000 og formand for Bornholms og Christiansø Fiskeriforening siden 2009. Privat er han gift og har to børn.

 



DAGENS ELUDSIGT BORNHOLM
DET FRIE VALG / 04-03-2024 / ELPRIS+SPOTTILLÆG / AFGIFTER / NETTARIF

Mandag eftermiddag - tirsdag morgen: Du sparer mere end 68 kr., hvis du lader din elbil tirsdag kl. 01-02-03 i stedet for mandag kl. 17-18-19. Rent praktisk tanker du 200 km for 65 kr. Med andre ord: Efter midnat er det ’noget’ billigere. Opdateret 13.14. Næste opdatering 00.14.

Bornholms energi og forsyning