Direktør håber på typisk dansk sommervejr

Direktør håber på typisk dansk sommervejr
Natur Bornholm åbnede fredag til en nysæson. Der var hurtigt gang i bilerne på den lille kørebane. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 30. APR 2021 • 14:56
| ABONNENT
30. APR 2021 • 14:56

SÆSONÅBNING

Fredag åbnede Natur Bornholm til en ny sæson efter et noget specielt år med nedlukninger og hjælpepakker.

Direktør Peter Haase ser frem til en ny sæson, men holder lidt igen med forventningerne til den.

– Det er umuligt at forudsige, hvordan sæsonen bliver. I et helt år har vi jo nærmest måtte tage beslutninger dag for dag. Men vi er glade for, at vi må åbne, og vi håber, de trofaste besøgende, der plejer at komme, også kommer i år, siger han.

Lejrskoler kan komme senere

Normalt har Natur Bornholm besøg af lejrskoler i april, maj og juni, men corona satte en stopper for den slags besøg i foråret.

Peter Haase fornemmer dog, at nogle af de lejrskoler, der ikke har kunnet komme i foråret, måske vælger at komme senere på sæsonen.

Og så håber han, at sommeren igen byder på en masse turister.

– Vores forhåbning er jo, at vi får mange besøg til øen i sommerferien, for så skal vi også nok få vores andel af gæster på Natur Bornholm. Så må vi så se, hvordan efteråret bliver. Vi kan se, at der begynder at komme bookinger til lejrskoler i efteråret, fordi skolerne jo skal melde sig i lidt god tid. Heldigvis står skolegrupperne jo også og tripper, for de vil jo gerne afsted, siger han.

Vejret har stor betydning

En god sæson afhænger ifølge direktøren af flere faktorer.

Men for et oplevelsescenter som Natur Bornholm er vejret en væsentlig faktor.

– I virkeligheden afhænger det faktisk meget af, hvordan vejret bliver. I juli sidste år havde vi 19.000 gæster, og vi plejer at have 12.000. Der kom mange mennesker til øen, og vi fik en hjælpepakke, der gjorde, at vi kunne sætte entreprisen ned med 50 procent. Det er klart, at det gjorde noget, men personligt tror jeg ikke, det var det, der betød mest. Jeg tror, det handlede om, at vi havde en typisk dansk sommer, hvor varmen lod vente lidt på sig. Der var solskin, men lidt blæst og for koldt til at bade. Det betyder jo, at det er et rigtig museumsvejr, siger han.


Natur Bornholms direktør Peter Haase er klar til en ny sæson og fortæller, at hjælpepakkerne i forbindelse med coronakrisen har haft positiv betydning for NaturBornholm. Foto: Berit Hvassum


Hjælpepakker hjalp

Som for mange andre har det sidste år også været udfordrende for Natur Bornholm.

Men ifølge Peter Haase er centret kommet godt ud af krisen.

– Vi er kommet rimeligt pænt ud med kun et lille underskud. Vi havde et kanongodt besøg, og så fik vi del i tre gode hjælpepakker. Der var hjælpepakken, hvor vi kunne sætte entréprisen ned med 50 procent, så var der hjælpepakken, hvor vi kunne sende medarbejdere hjem og få lønkompensation, og den sidste var den hjælpepakke, hvor vi fik penge til at dække de faste udgifter i tvangslukningsperioden, siger han.

Udover hjælpepakkerne kom er også andre arbejdsopgaver for Natur Bornholm, som gavnede museets økonomi.

– Vi lavede et samarbejde med kommunen, hvor vi kom ud og lavede naturvejledning i forbindelse med de her overgangsprojekter, hvor børnene skal rykke op i børnehaveklasse og første klasse. Så vi har været ude på alle skoler og daginstitutioner, og det betød, at selvom vi ikke fik vores lejrskoler, så havde vi andet arbejde at lave, fortæller Peter Haase.

Nye akvarier til ny sæson

Nu er Natur Bornholm så åben for alle igen, og Peter Haase fortæller, at de har brugt vintermånederne til at gøre oplevelsescentret helt klar til den nye sæson med forbedringer og nye tiltag.

– Vi har lavet opdateringer på vores udstyr til udstillingerne. Det er måske ikke noget, man lige ser, men det er med til at gøre, at det hele står skarpt og spiller, når vi åbner. Og så har vi savnet at kunne vise de mindre dyr i vores Østersøakvarie. Sidste år fangede vi for eksempel nogle krabber, der ikke er helt almindelige, men de var svære at se i det store akvarie, så i år har vi fået nogle mindre akvarier, så vi også kan vise dem, fortæller Peter Haase.

Natur Bornholm er åbent alle dage fra den 30. april og frem til den 31. oktober.