Den kommunale farce i Boderne

Den kommunale farce i Boderne
Regionskommunen lægger nu op til helt at opgive vedtagelse og gennemførelse af lokalplan 104 for sommerhusområdet i Boderne. Foto: Per Frost
Onsdag 17. juni 2020 • 13:01
Af:
oejvind-hesselager
Onsdag 17. juni 2020 • 13:01
LEDER

Hvordan kunne sagen om sommerhusområdet Boderne og det tilstødende Raghammar Skydeterræn dog gå så galt, at den nøje planlagte lokalplan 104 nok aldrig bliver sat til afstemning, og kommunen tilmed risikerer store udgifter på grund af erstatningskrav fra beboere?

Det spørgsmål runger på de kommunale gange frem mod økonomiudvalgets behandling onsdag i næste uge. Alt fra administrative og politiske næser til et stort antal røde ører kan komme i spil. Det her kan blive økonomisk dyrt for kommunen. Det har allerede kostet på renommeet.

Baggrunden er, at regionskommunen nu pludselig lægger op til helt at opgive vedtagelse og gennemførelse af lokalplan 104 for sommerhusområdet i Boderne. Planen ville blandt andet give beboerne almindelig klageret, ligesom husene kunne overgå til helårsbeboelse.

Men i den proces havde samtlige involverede instanser i kommunen helt uforståeligt glemt at læse servitutterne for området. Der ligger en klokkeklar skriftlig overenskomst fra 1951 mellem en gårdejer og Krigsministeriet som ganske enkelt gør planen uigennemførlig – med mindre ministeriet bøjede af.

Men ministeriet, der nu hedder Forsvarsministeriet, bøjede ingen vegne,men gjorde derimod resolut indsigelse. For forsvaret bruger det tilstødende Raghammar Skydeterræn til at øve sig i, hvilket har betydning for Danmarks muligheder for at overholde aftaler med Nato-allierede. Og så kan borgerne i tilstående sommerhuse altså ikke have klageret over for eksempel støj.

 
Det her kan blive økonomisk dyrt for kommunen. Det har allerede kostet på renommeet

 

På den baggrund spidsede Bornholms Tidende pennen medio februar 2020: ”Det kan undre dybt, at Bornholms Regionskommune ikke før høringsfasen har ulejliget sig med at høre, hvad forsvaret mon mener om planerne,” skrev vi. Men borgmester Winni Grosbøll levede videre i håbet og ville gå i dialog med forsvaret. Lidt vel sent, kunne man mene. ”Måske er det misforståelser, måske er der noget reelt i det. Det vil vise sig,” vurderede hun. Måske fordi alternativet var rigtigt dårligt – som borgmesteren fremlagde det: ”Jeg synes, det vil være rigtig ærgerligt, hvis vi ender op med, at vi ikke får lavet en lokalplan, for det giver mange udfordringer og bøvl, som det er nu, både for dem, der ejer husene dernede, men også for vores administrative personale.”

Det viste sig, at indsigelsen var reel, og kommunen foreslår derfor nu at trække lokalplan 104. Men dermed slutter sagen ikke. For med til sagen hører, at kommunen anbefaler fremover at behandle byggesager i Boderne mere ”restriktivt”. Sommerhuse i området må dermed højst udvides med meget få kvadratmeter. Her har en husejer over for Bornholms Tidende allerede varslet sagsanlæg mod kommunen, hvis lokalplanen 104 falder.

Og det meget omtalte hus i Boderne 38 – hvor kommunen mod reglerne gav ejeren lov til at udvide sit hus fra 42 til 70 kvadratmeter samt 21 kvadratmeter overdækket terrasse – skal i samme restriktive ånd lovliggøres og tilbageføres til 50 kvadratmeter. Kommunen har erkendt sin fejl og forventer et erstatningskrav fra ejeren af ukendte dimensioner.

Det helt besynderlige er, at havde kommunen bare kendt og fulgt reglerne, så var vi aldrig havnet i denne misere, der samlet koster borgerne dyrt.

FÅ ABONNEMENT