Den dag da statsministeren ændrede bornholmsk politik: 'Jeg var rystet, vred og skuffet'

Den dag da statsministeren ændrede bornholmsk politik: 'Jeg var rystet, vred og skuffet'
Mette Frederiksens nej til at forbyde omskæring af drenge kostede Socialdemokratiet Joan Prahl Parente som medlem. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 28. DEC 2020 • 08:14
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
28. DEC 2020 • 08:14
POLITIK

Statsminister Mette Frederiksen (S) glædede ikke blot de danske jøder, da hun den 10. september afviste at forbyde omskæring af drengebørn. Hun ændrede også bornholmsk politik.

Siddende på sin arbejdsplads i Rønne gik der ikke længe, før også Socialdemokratiets daværende kandidat til regionsrådet Joan Prahl Parente havde læst Mette Frederiksens melding. Den tog hun konsekvensen af ved at melde sig ud af det parti, som hun da havde betalt kontingent til i syv år.

I stedet stiller Joan Prahl Parente nu op til næste års kommunalvalg, ikke længere for S men for SF, der i Joan Prahl Parente kan have fået en markant stemmesluger. Hun er født og vokset op på Bornholm, har haft adskillige ledende job og tillidsposter, og hendes netværk på Bornholm er enormt.

– Jeg har altid været optaget af, at børn og unge skal have ordentlige vilkår. At man i 2020 ikke vil gøre op med det her overgreb, slog hovedet på sømmet for mig. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at man ikke ville røre ved, forklarer Joan Prahl Parente.

– Jeg har ikke været specifikt optaget af omskæring. Jeg har været optaget af alle overgreb på børn, fordi alle børn fortjener en god start på livet. Og ingen bør starte sit liv med at blive udsat for et overgreb.

Hvordan reagerede du på statsministerens melding?

– Jeg var målløs. Mette Frederiksen havde meldt ud, at hun ville være "Børnenes statsminister". Og så sagde hun det her. Jeg var helt rystet, vred og skuffet.

– Jeg sad på mit arbejde, da jeg læste det. Min mand skrev også til mig og spurgte, om jeg havde set, hvad Mette Frederiksen lige havde meldt ud? fortæller Joan Prahl Parente.

– Han meldte sig også ud samme dag.

Kvinde takkede med postkort

Som mangeårigt aktiv i fagbevægelsen og tidligere formand for FOA Bornholm følte Joan Prahl Parente sig som socialdemokrat længe før hun faktisk blev medlem.

– I bund og grund har jeg altid været socialdemokrat. Jeg havde bare ikke betalt kontingent. Da jeg meldte mig ind, var det for at støtte Lea Wermelin i valgkampen, da hun første gang stillede op til Folketinget, fortæller hun.

Kender du mange fremtrædende socialdemokrater?

– Jeg kender nogle stykker fra min tid som forbundssekretær i FOA: Dem, der arbejdede med arbejdsmarked, ligestillingspolitik og mangfoldighedspolitik. Den vej rundt har jeg haft kontakt med nogle stykker.

– Jeg har også holdt morgenmøder med Mette Frederiksen i LO’s hovedkvarter i en periode, hvor Socialdemokratiet var i opposition. Men det er bekendtskaber jeg har blandt de mere fremtrædende socialdemokrater. Det er ikke venskaber, siger Joan Prahl Parente.

Hvilke reaktioner har du fået på, at du forlod Socialdemokratiet?

– På gaden er jeg blevet stoppet af folk, der har sagt, at de har stor respekt for min beslutning. Jeg har også fået mange skriftlige henvendelser.

– Der var også en borger i Rønne, der lagde et postkort i min postkasse, hvor hun skrev, at hun havde stor respekt for min beslutning. Det er måske det eneste postkort, jeg har fået i år. Jeg har også gemt det, siger Joan Prahl Parente.

– Jeg har ikke hørt så meget fra folk i Socialdemokratiet. Kun fra en enkelt, som jeg kender personligt.

 
 

Joan Prahl Parente

48 år, kandidat til kommunalvalget for SF.

Indtil september stillet op til regionsrådet for S.

Teamleder for hjemmeplejen i Rønne nord.

Forbundssekretær i FOA 2016-19.

Formand for FOA Bornholm 2011-15.

Næstformand for RVV og TV 2 Bornholms repræsentantskab.

Gift med Angelo Parente, har to voksne børn og et bonusbarn.

Bor i Rønne.