NOTITS / POLITIK / Onsdag 22. oktober 2025 • 14:00

Valgmøde skal klæde unge vælgere på

Valgmøde skal klæde unge vælgere på
Nogle vælgere skal stemme for første gang ved novembers kommunal- og regionsvalg. Dem laver de kirkelige ungdomsforeninger et vælgermøde for. Arkivfoto: Jacob Jepsen
Journalist

De kirkelige ungdomsforeninger arrangerer valgdebat for at klæde førstegangsvælgere på.

Tirsdag arrangerer de kirkelige ungdomsforeninger på Bornholm et valgmøde i LM-Kirken Vestbornholm på Doktor Kabells Vej, hvor emnerne er ungdomskultur, klima, tro, demokrati og foreningsliv i en politisk sammenhæng. Baggrunden for mødet er, at en del af de unge skal stemme for første gang, og derfor vil foreningerne gerne give dem en god indgang til kommunal- og regionsvalget.

Det fortæller Præst i LM-Kirken Østbornholm Anders Due Solgaard, som er vært for arrangementet.

– Det at være politisk aktiv og bevidst er en grundsten i vores samfund. Vi er et demokratisk land, og det fungerer kun, hvis alle stemmer og tager stilling til politik. Derfor vil vi gerne klæde de unge på til at tage del i politik, siger han i en pressemeddelelse.

Syv partier er inviteret, seks af dem deltager, og de kirkelige ungdomsforeninger håber, der kommer over 50 unge deltagere, måske endda over 100.

– Man kunne tale om mange forskellige emner, men vi har prøvet at finde nogle, der er særligt relevante for de unge, der er en del af det kirkelige landskab på Bornholm. Forhåbentlig kan aftenen gøre, at de er lidt mere trygge ved at gå i stemmeboksen den 18. november og sætte deres kryds ved den kandidat, som de vil støtte, siger Anders Due Solgaard.

Han stiller selv op for Kristendemokraterne til kommunalvalget, men på aftenen nøjes han med at servere kaffe og kage. Palle Kure er moderator, og en anden kandidat fra listen K er en del af panelet.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT