De Konservative har to folketingskandidater klar – uvist om Søren eller Henriette skal stå i spidsen

De Konservative har to folketingskandidater klar – uvist om Søren eller Henriette skal stå i spidsen
Henriette Søvind blev ved fredagens generalforsamling præsenteret og valgt som folketingskandidat De Konservatives folketingskandidat. Om den selvstændige erhvervsdrivende fra Aalborg skal være spidskandidat, kommer lokalafdelingens bestyrelse til at beslutte. Ved kommunalvalget i Aalborg Kommune fik hun 266 stemmer. Foto: Jakob Nørmark
NYHED | ABONNENT | 21. JAN 2022 • 23:59
Jakob Nørmark
Journalist
NYHED | ABONNENT
21. JAN 2022 • 23:59

Vælgerforeningens bestyrelse får til at opgave at afgøre, om pensioneret politimand eller nordjysk foredragsholder skal stå øverst på stemmesedlen ud for liste C ved næste folketingsvalg. 

Næste folketingsvalget kan komme hurtigere, end man aner det, og senest i juni 2023 skal vi til stemmeurnerne igen. Til den tid har De Konservative kandidaterne klar. På fredagens generalforsamling valgte partiet to kandidater; Søren Nexø Jensen fra Østermarie og Henriette Søvind fra Aalborg.

Hvem af de to, der ender som spidskandidat, vil blive afklaret senere. Generalforsamlingen godkendte anmodningen fra den nyvalgte formand, Ianto Tryfan Davies Gerdes, om at give bestyrelsen bemyndigelse til at udpege en spidskandidat og fordele de to bornholmske kredse mellem dem.

Begge kandidater fik under fredagens generalforsamling lejlighed til at præsentere sig selv for medlemmerne af partiet, inden de blev godkendt som kandidater.

50-årige Henriette Søvind er selvstændig og arbejder med adfærdsdesign og sundhedsforebyggelse. Hun fløj fredag ind fra Nordjylland efter at være håndplukket af partiets hidtidige næstformand Ralf Marcoux Skovgaard, forklarede hun med tydelig nordjysk dialekt.

– Jeg er fra Aalborg – det kan I høre, for jeg er virkelig jyde.

– Og det er afklaret hjemmefra, at jeg flytter herover, hvis jeg bliver valgt, sagde Henriette Søvind, der debuterede som politisk kandidat i Aalborg Kommune ved kommunalvalget i november.

Socialkonservativ

– Jeg er socialdemokrat, kom hun til at sige som det første, da hun fik ordet.

Hun rettede det straks til "socialkonservativ" og bragte hurtigt derefter på ny den politiske hovedmodstander på banen.

– Hvad er det, der gør, at jeg skal tage den her kandidatplads? Det er, at jeg vil være vanvittigt god til at stjæle fra Socialdemokratiet, lød det selvsikkert fra Henriette Søvind, der også er foredragsholder.

Hun mener, at Bornholm med hendes sociale profil kan være et godt sted at vise en "anden måde at være konservativ på". Med en fortid i den nordjyske restaurationsbranche har hun opnået et indgående kendskab til Skagen og uge 29 – eller Hellerup-ugen, som årets store festuge kaldes.

– Jeg tror, at det her kunne blive et endnu bedre Skagen, sagde Henriette Søvind om turistpotentialet på Bornholm, som hun er sejlet til på ferie flere gange.

– Sagde du, at du boede herovre?, spurgte vælgerforeningens veteran, Hans-Jørn Karlsen, der efter præsentationen var i tvivl om Henriette Søvinds bopæl.

– Ikke endnu, svarede kandidaten, inden andre fra partiforeningen understregede, at lovgivningen ikke stiller krav om, at kandidater behøver bo i opstillingskredsen.

– Nej, men ellers bliver du ikke valgt, bemærkede Hans-Jørn Karlsen, som fredag ikke genopstillede til bestyrelsen.

Imod indhegning

63-årige Søren Nexø Jensen har den professionelle baggrund i Bornholms Politi til fælles med partiets borgmester – og erfaringer fra restaurationsbranchen til fælles med Henriette Søvind. Den pensionerede vicekriminalinspektør driver sammen med sin hustru Fru Petersens Café og fremhævede et par aktuelle, lokale sager, da han beskrev sit politiske ståsted.

Han er imod indhegningen af den kommende naturnationalpark i Almindingen og kritisk over beslutningen om at fjerne bæltekøretøjer fra sneberedskabet.

– Sådan en sag skulle være grebet meget tidligere. Det ville jeg kæmpe for, hvis jeg skulle på tinge, sagde Søren Nexø Jensen om de pansrede mandskabsvogne.

Han nævnte partiets nyvundne borgmesterpost som et godt argument for, at bornholmerne vælger en konservativ til Folketinget.

– Jeg vil meget gerne lave en direkte linje fra Ullasvej til Christiansborg, hvis det skulle komme så vidt, sagde den nyudpegede kandidat.

Søren Nexø Jensen (i midten) sad under generalforsamlingen på The Ranch ved samme bord som kommunalbestyrelsesmedlemmerne Iben Busch og Mark Palmquist. Foto: Jakob Nørmark

Parti i vækst

På landsplan har De Konservative lige så meget vind i sejlene som på Bornholm, og partileder Søren Pape Poulsen begynder at ligne et sandsynligt bud på en statsministerkandidat fra blå blok.

I en Megafon-meningsmåling foretaget for TV2 og Politiken i denne uge opnåede partiet 18,8 procent af stemmerne og dermed en markant større tilslutning en Venstre, der i målingen blot fik 11,6 procent. I vægtede gennemsnit af flere målinger ligger de to borgerlige partier nærmere hinanden.