Corona lukker museer ned

Corona lukker museer ned
Museumslederen må nødtvungent lukke sine museer. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 15. DEC 2020 • 10:46
Af:
torben-oestergaard-moeller

15. DEC 2020 • 10:46
KULTUR

Fra i morgen, torsdag, lukker Bornholms Museums afdelinger ned og åbner tidligst igen den 4. januar. Dog holder butikken på Hjorths Fabrik, Rønne, åbent som planlagt, og planlagte skolebesøg gennemføres også.

Det oplyser museumsdirektør for både Bornholms Museum og Bornholms Kunstmuseum Jacob Bjerring-Hansen i en pressemeddelelse.

– Aktuelt står vi med den udfordring, at alle besøgende fra de helt nedlukkede 69 kommuner, herunder hele Sjælland, ikke må besøge os.

Det betyder, at vi mister en meget stor besøgsgruppe henover julen, og det kommer oven i en situation, hvor vi kan mærke, at mange er meget tilbageholdende med at besøge offentlige steder, siger han i meddelelsen og fortsætter:

– Hvis vi holdt åbent, ville vi få meget svært ved at stå og sortere folk, efter hvilken kommune de kommer fra, især fordi mange givetvis ikke kender til disse regler, og i den situation vægter vi hensynet til personalets og øvrige gæsters helbred højst.

Museumslederen håber at kunne åbne museerne i januar igen:

– Måske ikke fuldstændigt, men i hvert fald for skolerne. Ikke mindst, fordi vi har over 300 tilmeldte børn til et nyt spændende forløb på kunstmuseet, oplyser han.