Butikken er lukket, men boghandlerelev har brug for kunder til undersøgelse

Butikken er lukket, men boghandlerelev har brug for kunder til undersøgelse
Kerstin Oehlenschlæger er voksenelev. Hun startede som vikar i butikken, men i snart to år har hun været boghandelelev hos Bog & Idé Bergman. Hun skal nu til at afslutte sin uddannelse med en fagprøve, men til det har hun brug for hjælp fra butikkens kunder. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 20. JAN 2021 • 13:11
Af:
Laust Uhrskov Jordal
| ABONNENT
20. JAN 2021 • 13:11

BØGER

Det er coronatid og detailhandelen er lukket. Det gælder også Bog & Idé Bergman i Nexø. Og det giver udfordringer for butikkens boghandlerelev Kerstin Øhlenschlæger. Hun er gang med uddannelsen som salgsassistent med speciale i boghandel og har været elev i boghandelen i Nexø i snart to år. Til foråret skal hun afslutte uddannelsen ved at aflevere en fagprøve.

– Fagprøven indeholder en hel masse ting, som man skal igennem. Markedsføring og markedsanalyse, en form for udstilling eller event i butikken, og det er så med et fokus på en bestemt varegruppe eller nogle titler, forklarer Kerstin Øhlenschlæger.

Til hendes fagprøve ønsker boghandeleleven at fokusere særligt på kogebøger.

– Egentlig ved jeg mest om skønlitteratur, men jeg ville gerne prøve muligheden for at kombinere to områder, som jeg interesserer mig for. Jeg elsker bøger, og jeg elsker mad. Derudover er kogebøger et forholdsvist afgrænset område, så det er til at gå til, siger Kerstin Øhlenschlæger.

– Jeg vil gerne lave noget, der handler om lyst, inspiration og hvilket forhold, folk har til kogebøger. Ud fra den viden, jeg får, vil jeg så lave en eller anden form for markedsfremstød med nogle bestemte bøger. Men det hele forudsætter, at jeg kan lave den dér markedsundersøgelse, og det kan jeg jo ikke, når jeg ikke kan tilgå mine kunder, siger hun.

Har brug for deltagere

Ligesom resten af den danske detailhandel er Bog & Idé Bergmans butik på torvet lukket frem til den 7. februar.

Under normale forhold ville markedsundersøgelsen kunne laves via spørgeskemaer udfyldt i butikken, fokusgrupper eller kvalitative interviews. Alt sammen noget, der kræver kontakt med kunder i butikken. Men hvordan gør man lige det, når butikken slet ikke må have kunder?

– Egentlig havde jeg tænkt at lave fokusgrupper, men som det ser ud lige nu, er det mest realistiske at udsende spørgeskemaer, som folk så kan besvare hjemmefra og indsende svar på den måde. Derfor håber jeg, at folk der læser det her, vil skrive til mig, hvis de kunne tænke sig at hjælpe mig med min undersøgelse, siger Kerstin Øhlenschlæger.

Spørgeskemaet kommer til at handle om kogebøger. I første omgang kommer der til at være spørgsmål som: "Hvornår har du sidst købt en kogebog?" og "Hvad inspirerede dig til at gøre det?", forklarer Kerstin Øhlenschlæger.

– Det, jeg gerne vil undersøge, er, i hvilket omfang folk bruger kogebøger, og hvilken slags kogebøger er det, de bruger, siger hun.

I en digital tidsalder, hvor alle hurtigt kan slå en hvilken som helst opskrift op på nettet, er der stadig et marked for kogebøger.

– Der er stadig salg i kogebøger. Det er lidt interessant, for hvad er det, der gør, at vi stadig køber dem, når vi bare kan gå på nettet? Jeg tror, der er noget særligt ved at have en bog fysisk, som man kan kigge i. Det er noget af det, jeg gerne vil undersøge, siger Kerstin Øhlenschlæger.

Det muliges kunst

Undersøgelsen skal munde ud i et konkret event, event salgsfremstød eller udstilling i butikken engang i marts.

– Jeg ved ikke, hvad jeg kan lave til den tid. Det kunne være oplagt at invitere nogle kokke til at komme og fortælle i butikken eller sådan noget, men som det ser ud nu, kan det ikke lade sig gøre på grund af corona. Det vil vise sig hen ad vejen, hvad det bliver til. Det er det muliges kunst, siger Kerstin Øhlenschlæger.

Hvis du har lyst til at hjælpe Kerstin Øhlenschlæger med at undersøge kogebogsmarkedet, så skriv en mail til

kerstinoe@gmail.com for at deltage i markedsundersøgelsen.

– Jeg vil være rigtig glad, hvis der er nogen, der vil hjælpe mig med at komme videre med min fagprøve, siger Kerstin Øhlenschlæger.