Bornholm oplever stor interesse på international messe

Bornholm oplever stor interesse på international messe
Bornholm er med, når der i disse dage er international havvindmesse i Bella Center i København. Foto: Rønne Havn
NOTITS | 9. APR 2025 • 19:00
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
9. APR 2025 • 19:00

Rønne Havn og Offshore Center Bornholm deltager i international havvindmesse i København.

Det er ofte turisterhvervet, der repræsenterer Bornholm, når der er store messer i Bella Center, men i disse dage er det Rønne Havn og Offshore Center Bornholm, der er i København for at sætte Bornholm på verdenskortet til den internationale havvindmesse Wind Europe 2025.

Det er ikke første gang, de to deler stand på den internationale messe, som hvert andet år tiltrækker tusindvis af deltagere fra hele verden. Alligevel er noget forandret i år.

– Bornholm er ikke længere bare en god idé i udvikling, vi er en aktiv og anerkendt del af offshore-industrien, siger Rønne Havns kommercielle direktør, Jeppe la Cour, i en pressemeddelelse.

Ifølge ham ser mange andre havne Rønne Havn som en foregangshavn inden for offshore-vind.

– Vi håndterer lige nu elementer til den fjerde havvindmøllepark i Østersøen, som bliver samlet og udskibet fra Rønne Havn, og det ændrer måden, branchen ser på os. Vi er blevet et etableret navn, og det mærker man tydeligt på en messe som Wind Europe, siger Jeppe la Cour.



Den bornholmske stand har blandt andet holdt et oplæg, hvor Jesper Jürgensen interviewede Søren Møller Christensen og Henrich Quick om energiøen og behovet for samarbejde om fælles infrastruktur i Østersøen. Foto: Rønne Havn

Potentielle kunder

Både han og kollegaen Jonas Frederiksen fra Rønne Havn havde allerede på messens første dag en tætpakket mødekalender, både med potentielle kunder og andre europæiske havne. Også direktør Lone Reppien Thomsen fra Offshore Center Bornholm er optimistisk efter første dag.

– Man ved aldrig helt, hvordan det bliver. Kommer der folk forbi standen? Er de interesserede? Men vi har haft virkelig mange gode samtaler, især om energiøen, fortæller hun.

Den bornholmske stand holdt også et oplæg, hvor Rønne Havns kommunikationschef, Jesper Jürgensen, interviewede blandt andre Henrich Quick fra det tyske energiselskab 50Hertz og Søren Møller Christensen fra Baltic Energy Island.

FÅ ABONNEMENT