Barsk besked fik Benjamin tilbage til både kirken og skolebænken

Da Benjamin Kaas Mikkelsen fra Sorthat-Muleby fik sukkersyge, vendte han både tilbage til kirken og skolebænken.

Mit livs øjeblik

I denne serie interviewer Bornholms Tidende bornholmere om en afgørende scene fra deres liv.

For snart ti år siden blev jeg en dag ringet op af min læge, og den besked, jeg fik, blev begyndelsen på et vendepunkt i mit liv. I 2012 havde jeg i løbet af det forgangne år oplevet et voldsomt vægttab. Året forinden lå jeg omkring de 110 kg, men nu viste vægten, på uforklarlig vis, kun 64 kg, og uden at vide hvorfor drak jeg enorme mængder væske. Men trods mine store kropsforandring syntes jeg selv, at jeg havde det rimelig godt. Mine søskende derimod var, forståeligt nok, blevet noget bekymret for mit helbred. Så selvom jeg ikke var meget for det, indvilgede jeg alligevel i deres opfordring om at tage kontakt til min læge, som i første omgang var overbevidst om, at det måtte være nyrerne, den var galt med. Men efter endt undersøgelse blev jeg, noget forskrækket, sendt hjem igen for at afvente yderligere svar. Et par dage derefter, mens jeg sad komfortabelt i min lænestol i mit hus i Hasle, ringede lægen mig op. Denne gang med en helt anden besked: Mit blodsukker var tårnhøjt, så jeg skulle pakke en taske og tage ind på hospitalet med det samme.

På hospitalet i Rønne fik lægerne relativt hurtigt banket mit blodsukker ned igen ved hjælp af kost og insulin, så det igen lå indenfor normalområdet. Men diagnosen var klar. Jeg havde diabetes type 1. Fra nu af skulle jeg hver dag have insulin sprøjtet ind i kroppen. For der er stor forskel på diabetes 2 og diabetes 1, blev jeg forklaret. Diabetes 2 er den, man typisk kalder for gammelmandssukkersyge, og det er ofte overvægtige og ældre, der får den, og ofte kan den form for sukkersyge holdes nede eller væk med motion og den rette form for kost. Det kan man ikke med diabetes 1. Her er insulin påkrævet, uanset hvad du spiser, og hvor aktiv du ellers er fysisk. Og overlægen gjorde det ret klart for mig, at jeg nu ikke længere måtte indtage fødevarer, der indeholdt skyggen af sukker. På det tidspunkt var jeg 35 år, så det var ikke just den mest fornøjelige besked at få som en mand i sin bedste alder.

Jeg tænkte straks, at nu var det slut med det gode liv, slut med kage og søde sager. Fra nu af ville jeg hele tiden skulle tænke på, hvad jeg spiste. Det syntes jeg på ingen måder var fedt. Men jeg fulgte alligevel lægens anvisning i forhold til en mere sund og sukkerfri kost og begyndte at spise salater og andre sunde ting i lange baner. Jeg begyndte igen at tage på, og i dag ligger jeg stabilt omkring de 80 kg. På den måde ændrede mine spisevaner og mit helbred sig igen til det sundere.

Satte tanker i gang

Når jeg i dag ser tilbage på det hændelsesforløb, kan jeg se, at selvom det i sig selv var negativt, at jeg blev syg, så blev det på mange måder et wakeup-call for mig. For jeg begyndte at tænke lidt mere over livet. At vi er her på Jorden på lånt tid blev pludselig forståeligt for mig på en helt anden måde end tidligere. Jeg tror også, det hang sammen med, at lægen først havde troet, at der var noget alvorligt galt med mine nyrer, og heldigvis viste det sig, at det ’kun’ var diabetes. Men mit pludselige nye liv som sukkersyg satte nogle tanker i gang. At man skal passe lidt på. For lige pludselig kan det være slut. Så jeg begyndte på flere områder at tage mit liv lidt mere seriøst. Og jeg fik for eksempel lyst til at komme i kirke og blive en del af et kirkeligt fællesskab. Det havde jeg ellers på ingen måde haft lyst til i mange år. For selvom jeg er opvokset i et kristent hjem, så bekendtgjorde jeg som ung nærmest offentligt, at jeg ønskede at trække stikket fra alle kirkesammenhænge. Men nu oplevede jeg et behov for at dele mit liv og min tro på Gud, som jeg trods alt stadig havde.

Følte sig fordømt

Som barn voksede jeg op i København af forældre, som var meget engegeret i kirke- og troslivet. De startede både deres egen menighed ”Hebron” i København, og da de senere hen valgte at lukke den, blev de først en del af Københavns Bibelringscenter og sidenhen korpsledere for Frelsens hær her på Bornholm. Det var også i den forbindelse, at jeg selv besluttede at flytte til Bornholm i 2008, da jeg selv var træt af storbylivet. Og jeg kom hurtigt til at trives på øen, selvom jeg ikke var en del af mine forældres kirkeliv. Men fra barndommen var den kristne tro og kirkelivet altså på ingen måde fremmed for mig, men en fast del af min barndom og tidlige ungdom. Og det var heller ikke troen på Gud, jeg havde et problem med. Men som ung og voksen fik jeg efterhånden lidt en fornemmelse af, at der vat rigtig mange kristne, der havde travlt med at pege fingre, hvis jeg havde drukket mig fuld eller var kommet til at sove sammen med en eller anden, så følte jeg mig helt galt på den. Og det følte jeg, at jeg slap for, hvis jeg var sammen med nogle, der ikke var kristne. For her blev jeg ikke dømt på samme måde. Jeg følte mig mere okay, end når jeg var i kirken.

I dag tror jeg dog heldigvis, at det er i de færreste kirker, at det stadig forholder sig sådan. At man skal føle sig fordømt på grund af en bestemt livsstil. Men min mulighed for at ændre på det er jo også ved at komme og være en del af kirken. Og i den kirke, jeg i dag kommer i, oplever jeg ingen fordømmelse. I stedet oplever jeg at kunne være sammen med andre omkring det svære, jeg står i, og omkring det, jeg tror på – for eksempel at Gud elsker en uanset hvad. Det kunne jeg godt have svært ved at tro på i den periode, hvor jeg ’sjovt nok’ ikke havde følt mig god nok i kirkernes øjne. Men med tiden kom der en større sammenhæng i min tilværelse. For i stedet for blot at kende til kristendom, og hvad den indebærer, så var det nu, som om det ikke bare var en tro. Det blev også en livsstil.

Fandt mening i livet

Troen fik en større plads og en større betydning i mit liv. Jeg begyndte også i højere grad at betragte livet som en gave, som man ikke skal sløse væk, men passe på og få det bedst ude af. Derfor tog jeg også en uddannelse som social- og sundhedshjælper og blev færdiguddannet i 2017. Tidligere havde jeg været dårlig til at holde på et arbejde og hoppet lidt fra job til job med for eksempel natrengøring på færgen. Jeg var gået ud af 10. klasse uden nogen klar karriereplan. Men i dag elsker jeg mit arbejde, selvom det kan være travlt.

For jeg synes det er enormt givende at have kontakt med mennesker. Man kan mærke på mange af de borgere, vi kommer ud til, at man gør en forskel. Og nogle af de historier, man får rundt omkring, om hvad de har oplevet og hvordan tingene har udviklet sig herovre, er ret interessante. Og jeg er meget glad for mine kollegaer, det er et fantastisk team at være i. Måske hang mit uddannelsesvalg også sammen med, at jeg nu selv havde prøvet at være syg og have brug for hjælp. Nu har jeg selv mulighed for at hjælpe andre, der har brug for hjælp.

Sidenhen lærte jeg også, at jeg kunne slappe lidt mere af i forhold til, hvad jeg spiser. For i slutningen af 2012 flyttede jeg til Odense i et par år, og i løbet af den periode var jeg på en diabetesskole på Odense Universitet, og der var der overraskende rigtig mange kloge mennesker, der kunne fortælle mig, at en person uden diabetes får insulin gennem bugspytkirtlen og jeg fik det nu med sprøjte. Som sukkersyg med diabetes type 1 handlede det nu bare om, at jeg skulle lære at regne ud, hvor meget insulin, jeg skulle tage.

Så hvor jeg først frygtede, at min sukkersyge ville betyde enden på det gode liv, blev det for mig faktisk lige modsat. Det blev på flere planer begyndelsen på et bedre liv med Gud i centrum.

Kort om livssyn

Hvad tror du på?

– Jeg tror på en nådefuld Gud.

Hvad er kernen i kristendommen for dig?

– Det er igen nåden, og at Gud er kærlighed.

Hvad er dit yndlingscitat?

– Det er ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds”, som er fra Efeserbrevet 2,8 i Det Nye Testamente.

Blå bog

Benjamin Kaas Mikkelsen. Født 1972. Opvokset i København. Kom til Bornholm i 2008. Arbejder i Døgnplejen Bornholm, Team Hasle. Uddannet social- og sundhedsassistent. Er en del af ledelsen i Missionskirken. Bor i Sorthat-Muleby.