Skovmodeller, glaskunst og skitsebøger. 5. og 6. klasse på Svartingedal Skole har indtaget Rønne Bibliotek.
’I Stedet’ er titlen på et kunstprojekt, der er løbet over en række uger, hvor arkitektduoen Julie Dufour og Charlotte Carstensen sammen med Grønbechs Gård har arbejdet med natur, sanser og tilstedeværelse i nuet for en gruppe bornholmske børn. Projektet er støttet af Statens Kunstfond, og de to kunstnere og arkitekter er meget begejstrede for både projekt og Bornholm.
– Det er bestemt ikke sidste gang, vi skal lave projekter på Bornholm. Naturen her er jo enestående, siger Julie Dufour, der både er bjergtaget af Bornholms natur, men også den stærke kultur, som hun har oplevet blandt børnene.
Julie og Charlotte lever af at lave kunstprojekter med børn og har gjort det mange steder i verden – blandt andet Rusland.