KØB ABONNEMENT
14. JAN • 15:33

800.000 kroner i donation skal hjælpe: 'Har utrolig travlt'

800.000 kroner i donation skal hjælpe: 'Har utrolig travlt'
Kvindekrisecenteret planlægger, udover en flytning, også at skifte navn. Arkivfoto: Allan Rieck

Kvindekrisecenter Bornholm har fået en stor pose penge fra Trygfonden, der skal sikre fortsat anonym rådgivning til mennesker, der udsættes for vold.

Hos Kvindekrisecenteret i Rønne er de utrolig glade for donationen på 800.000 kroner fra Trygfonden.

Det fortæller Vibeke Larsen, der er formand for Kvindekrisecenterets bestyrelse. Pengene er givet til projektet "Hjælp til dig, der lever i vold", der er en anonym rådgivning til mennesker, der udsættes for vold.

Pengene er nemlig nødvendige for det fortsatte arbejde med den anonyme rådgivning til voldsramte mennesker.

– Vores medarbejder har utrolig travlt, og det har vist sig, at der er et meget stort behov for anonym rådgivning. Ikke mindst kærestevold, som er et stigende problem, siger Vibeke Larsen.

I ansøgningen til Trygfondens pulje har Kvindekrisecenteret lagt særlig vægt på en større gruppe mennesker, der kan få gavn af den anonyme rådgivning.

– Vi har udvidet vores målgruppe, så det både er kvinder, børn, mænd og alle mennesker uanset seksualitet. Det bygger på erfaringer fra vores dygtige rådgiver, der har erfaret, at hun modtager mange henvendelser, også fra mænd. Derfor vil vi nu udvide målgruppen, siger Vibeke Larsen.

Konkret skal de 800.000 kroner bruges på aflønning af en medarbejder og betaling af husleje. Den anonyme rådgivning ligger nemlig ikke sammen med resten af krisecenteret på Haslevej i Rønne, men derimod i andre lokaler. Vibeke Larsen fortæller, at Kvindekrisecenteret forventer at flytte i nye lokaler indenfor et år, og det er meningen, at den anonyme rådgivning skal flytte sammen med resten af krisecenteret. I den forbindelse forventer de også, at skifte navnet fra Kvindekrisecenter til Krisecenter Bornholm.

Skift i typen af vold

Vibeke Larsen startede for over 10 år siden som frivillig i Kvindekrisecenteret og har med årene kunne se et skift i typen af vold, som folk henvender sig med.

– Da jeg startede var det mest fysisk vold. Med årerne er det blevet mere psykisk vold, som folk henvender sig med. Eksempelvis stalkning og økonomisk vold. Jeg plejer at sige, at et blåt øje og en brækket arm heler, men det tager meget længere tid med psykisk vold. Det kan også stå på i meget længere tid, siger Vibeke Larsen.

I takt med typen af vold har ændret sig, så har hun også oplevet, at det er blevet lettere for mange at tale om. Særligt for kvinder er det blevet mere almindeligt at tale om både fysisk og psykisk vold. I løbet af projektets løbetid er det også blevet mere almindeligt for andre grupper mennesker at tale om at blive udsat for både fysisk og psykisk vold.

– På det sidste er det også blevet sådan, at det ikke er en skam for mænd at fortælle om. Det har ellers været et tabu-emne for mange mænd at skulle sige på arbejdspladsen, at man er udsat for psykisk vold. Nu ser vi heldigvis også, at det bliver mere almindeligt for mænd at tale om.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT