Den nystartede kulturforening Frøspire Førening er klar til at afholde intimkoncerter.
Det fortæller den i et opslag på Facebook.
– Efter at have arrangeret intime koncerter andre steder i årevis føler vi os nu klar til at byde de første fantastiske musikere velkommen til vores hyggelige stue-spillested lige uden for Klemensker! Dette koncertformat er for dem, der sætter pris på ærlig musik og en varm, intim atmosfære, hvor musikken får fuld opmærksomhed.
Første band, der skal optræde i stuen på Degnegård/Frø Gård på Bedegadevej 7, er Freschard & Stanley Brinks fra Berlin.
– Som duo synger de om kærlighed, livet i Berlin, de enkle glæder og ægtheden. Altid med et glimt i øjet og melodier, der straks føles genkendelige, lyder det fra arrangøren.
Koncerten finder sted 14. august, og inden da serveres der pizzaer bagt i lerovn. Den samlede pris for pizza og koncert er 250 kroner. Da der kun er plads til 40 personer, skal man forhåndsreserve på mail anne@furklore.com.