Tilbage i august meddelte Patrick Hult, at Razapaz var sat til salg - og nu er det solgt.
Fra 20. december lukker Razapaz.
Det gør den, da den er blevet solgt, og der vil i det nye år komme forpagtere. Det skriver Razapaz på Facebook.
Tidende har dog også fået en snak med Patrick Hult, som nu har solgt Razapaz.
For ham er der ingen tvivl om, at det har været en vild rejse for ham med Razapaz gennem de seneste år.
– Det er da et følsomt område, det må jeg da erkende. Jeg har sagt til alle venner og stamgæster, at de skal komme forbi komme forbi her i december. Det lukker ned 20. december, hvor der allerede er mange venner, der har booket dertil nu, fortæller Patrick Hult.
Han har i de seneste to år ikke været så meget til stede i Razapaz, men det kommer han til at være i den sidste tid.
– Jeg kommer til at vise mig lidt mere dernede i løbet af det næste stykke tid. Det er stadig ikke mig, der kommer til at være der primært. Min energi er ikke, hvad den har været i det, det må jeg bare erkende. Men jeg skal lige sige rigtigt og ordentligt farvel til personalet og stamgæster – det har jeg brug for, siger Patrick Hult og fortsætter:
– Der har været flere interesserede, det har været meget forskellige forhandlinger frem og tilbage. Men jeg tror, at den løsning, der er fundet, er den rigtige for alle.
Eget udtryk
Han ved dog ikke præcist, hvad de nye forpagtere vil med stedet.
– Det vil de nye forpagtere selv fortælle mere om det. De skal jo selv køre det videre, og hvad det så bliver, ved jeg faktisk ikke. Så det er ret spændende. Men jeg tror, det bliver kørt videre med samme følelsesmæssige energi i projektet. Det bliver noget andet, men det kommer til at blive samme værdikoncept, kan man sige.
Han ligger dog heller ikke skjul på, at det har været en speciel tid de seneste tre måneder, Razapaz officelt har været til salg.
– Jeg synes godt, man har kunnet mærke på folk med, at de siger, "åh hva så, hvad skal der nu ske". Der er også selskaber ude i fremtiden med, og det skal vi have overdraget. Men det er jeg helt tryg ved at overdrage til de nye forpagtere. Og de får så lavet deres eget udtryk i, hvad de skal blive. Det bliver rigtig godt. Men det næste stykke tid kommer til at gå med at overdrage til dem. En ret stor del af forretningen er selskaber både i og ude af huset, bryllupper og alt sådan noget. Så der er skal overdrages en del. Men vi skal også have et godt samarbejde med de nye og i keramikklubben, så vi kan være flere, der kan tiltrække opmærksomheden ned mod Laksetorvet, siger Patrick Hult.
I det næste lange stykke tid bliver det formentlig muligt at fange Patrick Hult i lokalerne ved siden af Razapaz, hvor han kommer til at lave keramik. Foto: Joan Øhrstrøm
Keramikken kommer til at fylde
For keramikklubben og tilhørende lokaler, der ligger ved siden af Razapaz, forbliver Patrick Hults.
– Jeg bliver ved siden af keramikklubben inde ved siden, hvor jeg kommer til at være på fuldtid. Så jeg flytter ikke så langt væk, siger han.
Det har været ret vigtigt for ham at beholde keramikklubben og lokalerne.
– Der har været flere interesserede, det har været meget forskellige forhandlinger frem og tilbage. Men jeg tror, at den løsning, der er fundet, er den rigtige for alle, siger han.
På keramikdelen kommer han til at være det næste lange stykke tid, tilføjer han.
– Nu har jeg haft nogle måneder i det, og umiddelbart kan jeg faktisk godt leve af det, siger han og fortsætter:
– Så det er det, jeg arbejder på nu. Jeg håber på at kunne nå meget med keramikken, især med udstillinger og sælge til restauranter og private. Det er det, jeg prøver, med noget lidt anderledes, som jeg vil slå mig op på. Jeg synes, det er en rigtig sjov opgave at kunne komme på sjove gaver og komme ud på markeder.
Specielt én ting er han glad for i keramikkens verden.
– Jeg er bare koppefanatiker - jeg elsker kopper. Men der skal laves nye stel i det nye, og der skal gives mere opmærksomhed i projektet. Det har været på halvt blus, da jeg også har haft andet at lave og tænke på.
Da Tidende fanger Patrick Hult, har han lige taget færgen til Ystad og skal videre til Jylland. Og det afslører også en smule af fremtidsplanerne for ham.
– Jeg skal over at hente en motorcykel, og det bliver nok min Razapazpension, siger han og fortsætter:
– Jeg skal på solotur til Malaga. Det har jeg ikke prøvet før, men det er min pippi langstrømpe-attitude med, at det ved jeg ikke, hvordan man gør, så det kan jeg sikkert godt, siger han med et grin.