USA's statsgæld er fordoblet på under et årti

UDLAND19. AUG 2026 • 23:59

Siden 2017, hvor Trump blev præsident for første gang, er statsgælden steget til 256.000 milliarder kroner.

USA's samlede statsgæld er steget til over 40 billioner dollar - over 256.000 milliarder kroner.

Det viser data offentliggjort af det amerikanske finansministerium onsdag.

Den amerikanske statsgæld er dermed mere end fordoblet siden 2017, hvor Donald Trump for første gang blev indsat som amerikansk præsident.

Omkring en tredjedel af stigningen fandt sted under to år med hektisk statslig låntagning for at finansiere håndteringen af coronapandemien under Trump og den tidligere præsident Joe Biden.

Resten skyldes en kombination af de to præsidenters finanspolitiske beslutninger og langvarig ubalance mellem skatter og offentlige udgifter.

Statsgælden er steget med samlet 11,6 billioner dollar - omkring 74.000 milliarder kroner - under Donald Trumps to embedsperioder i Det Hvide Hus.

Under præsident Joe Bidens fireårige lederskab steg statsgælden med 8,4 billioner dollar. Det svarer til næsten 54.000 milliarder kroner.

Den stigende amerikanske gæld kommer på et bekymrende tidspunkt, hvor låneomkostningerne er steget kraftigt.

Renterne på amerikanske langfristede statsobligationer steg tirsdag til det højeste niveau siden 2007, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det afspejler ifølge AFP et øget prispres som følge af krigen i Mellemøsten samt bekymring over USA's underskud på statsbudgettet.

Stigningen tvinger den amerikanske regering til at refinansiere gæld til de højeste renter siden tiden før den globale finanskrise i 2008, skriver AFP.

Det amerikanske finansministerium greb tidligt onsdag ind for at stabilisere markedet for langfristede obligationer, hvilket sendte renterne ned.

Den føderale regering har underskud på budgettet og låner penge for at dække forskellen.

RITZAU/Reuters

FÅ ABONNEMENT