En ukrainer mistænkt for Nord Stream-sabotage er anholdt i Kroatien

UDLAND19. AUG 2026 • 12:02

En ukrainsk statsborger er anholdt i byen Pula i Kroatien, mistænkt for deltagelse i Nord Stream-eksplosion.

Endnu en mistænkt er blevet anholdt i forbindelse med Nord Stream-eksplosionerne.

Det oplyser den tyske anklagemyndighed ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den mistænkte - som er ukrainsk statsborger - blev anholdt i Kroatien i byen Pula i Kroatien efter en europæisk arrestordre.

Anklagemyndigheden omtaler ham som Vladimir Z.

Ifølge det tyske medie Tagesschau formodes manden at have været en af dykkerne i gruppen, som placerede sprængladninger på de to rørledninger Nord Stream 1 og 2, som løber i Østersøen mellem Tyskland og Rusland, i slutningen af september 2022.

En anden ukrainsk statsborger, der i tyske medier betegnes som Serhii K., er allerede tiltalt i sagen.

I juli oplyste tyske statsanklagere, at Serhii K. tiltales for medvirken til krigsforbrydelser ved at have haft en ledende rolle i Nord Stream-sprængningen.

Han er ligeledes tiltalt også for "forstyrrelse af offentlige forsyninger" og "eksplosion og ødelæggelse af bygningsværker".

Serhii K. blev anholdt i august sidste år i nærheden af den italienske kystby Rimini ligeledes på baggrund af en europæisk arrestordre.

Han blev udleveret til Tyskland i november sidste år og har været varetægtsfængslet siden.

Vladimir Z. menes ifølge Tagesschau at have været en del af gruppen ledet af Serhii K.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT