USA starter endnu en angrebsbølge mod Iran
USA har i flere dage i streg udført angreb mod Iran. Samtidig har Iran angrebet flere lande i regionen.
USA har onsdag påbegyndt en ny "angrebsbølge" mod Iran.Det oplyser den amerikanske centralkommando, Centcom, i et opslag på X.
Angrebet er ifølge opslaget begyndt onsdag morgen lokal tid, hvilket svarer til ved middagstid i Danmark.
- Angrebet er tilrettelagt til yderligere at forringe den militære formåen, de iranske styrker har brugt til at angribe kommerciel skibsfart i Hormuzstrædet, skriver Centcom i opslaget.
USA har flere dage i streg udført angreb mod Iran. Samtidig har Iran angrebet, hvad de beskriver som amerikanske mål i regionen.
Meldingen om igangsætningen af endnu en angrebsbølge kommer, efter at en amerikansk blokade mod iranske havne samme dag er blevet genoptaget.
Det skriver Centcom ligeledes på X.
Blokaden gælder mod skibe, der sejler til og fra havnene.
Ifølge centralkommandoen er der i øjeblikket mere end 20 amerikanske flådeskibe og hundredvis af militære luftfartøjer i regionen.
I løbet af weekenden erklærede Irans Revolutionsgarde ligeledes Hormuzstrædet for lukket.
Onsdag morgen dansk tid truede USA's præsident, Donald Trump, ligeledes med at angribe Irans broer og kraftværker i næste uge, hvis Iran ikke vender tilbage til forhandlingsbordet.
Trump udtalte på et Nato-topmøde i tyrkiske Ankara tidligere på ugen, at han ikke længere anser et forståelsespapir mellem USA og Iran for at være gældende.
De to lande underskrev i midten af juni forståelsespapiret, der skulle bane vejen for en afslutning på konflikten, der brød ud, da USA sammen med Israel den 28. februar iværksatte luftangreb i Iran.
Iran og USA har flere gange efter underskrivelsen af forståelsespapiret beskyldt hinanden for at bryde våbenhvilen.
RITZAU
