Båd forliser nær fangeøen Alcatraz: En er død og to er savnet

UDLAND15. JUL 2026 • 06:35

En person er død, efter at båd er forlist i San Francisco-bugten nær det tidligere fængsel Alcatraz i USA.

En person er død, og to andre er meldt savnet, efter at en båd med 19 personer om bord er forlist nær det tidligere fængsel Alcatraz i den amerikanske San Francisco-bugt.

Det oplyser amerikanske embedsmænd, skriver nyhedsbureauet AFP.

Helikoptere, fly og redningsbåde fra lokale brand- og politimyndigheder har sammen med den amerikanske kystvagt deltaget i eftersøgningen af de savnede.

Redningsfolk rykkede omkring klokken 15.35 lokal tid - natten til onsdag klokken 00.35 dansk tid - ud efter en melding om "en båd i brand" omkring 550 meter fra Alcatraz-øen, lyder det.

Da redningsfolkene nåede frem, var båden kæntret, og der blev gjort forsøg på at genoplive den person, som senere blev erklæret død.

- De påbegyndte straks hjerte-lunge-redning og bragte personen ind til land. Vedkommende blev erklæret død, siger Dean Crispen, som er chef for det lokale brandvæsen.

- Vi har stadig to savnede personer og en omkommen hund.

Brandofficer Elias Mariano fra San Franciscos brandvæsen oplyser til AFP, at eftersøgningen af de to savnede personer vil fortsætte "hele natten" amerikansk tid.

Båden var en privatejet motorbåd med kahyt fra byen Stockton i det centrale Californien, siger Mariano.

Myndighederne ved ikke, om båden var på vej mod Alcatraz.

Alcatraz er en stor turistattraktion, hvor bygningerne fra det berømte tidligere fængsel stadig står.

Ifølge avisen The Los Angeles Times var mindst en af de personer, der befandt sig i vandet, da redningsfolkene ankom, alvorligt tilskadekommen.

Myndigheder i San Francisco har bekræftet, at 16 ud af de 19 passagerer er blevet reddet.

Lokale tv-stationer har ifølge AFP vist videooptagelser af båden i de sidste minutter, inden den sank i San Francisco-bugten.

Ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP har Dean Crispen fra brandvæsenet fortalt, at mandskab, der ankom til ulykkesstedet, fandt båden næsten helt dækket af vand.

Motoren kørte stadig, og der lækkede brandstof fra båden, skriver AP.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT