Demokraterne blokerer for forsvarsbevilling i protest mod krig i Iran

UDLAND15. JUL 2026 • 06:39

Demokratiske senatorer er utilfredse med krigen mod Iran og blokerer for en stor bevilling til forsvaret.

Demokraterne i Senatet, der er det ene kammer i USA's kongres, har tirsdag blokeret for en årlig bevilling til det amerikanske forsvar på 1000 milliarder dollar.

Det sker i protest mod USA's krig mod Iran, skriver nyhedsbureauet Associated Press.

Den såkaldte National Defense Authorization Act (NDAA) ville have øget det amerikanske forsvarsbudget markant og givet de amerikanske soldater en lønforhøjelse, skriver AP.

50 senatorer stemte for lovforslaget, mens 46 senatorer stemte imod.

Langt de fleste af dem, der stemte imod bevillingen, var demokrater.

Der var tale om en såkaldt indledende afstemning, skriver Politico. Det betyder, at mindst 60 senatorer skal stemme for forslaget, før det kan blive endeligt behandlet.

Senatets demokratiske leder, Chuck Schumer, meddelte forud for afstemningen, at han var imod lovforslaget om bevillingen til forsvaret.

Også flere andre toneangivende demokrater sagde, at de ikke kunne støtte en årlig forsvarslov, mens krigen i Iran er gået ind i sin femte måned uden nogen tydelig udsigt til en afslutning.

- NDAA må ikke blive en blankocheck til den uforsvarlighed, vi ser udspille sig i Iran, sagde Chuck Schumer forud for afstemningen.

- Donald Trump kan ikke trække det amerikanske folk længere ind i en krig, som han ikke kan forklare og ikke ved, hvordan han skal afslutte, og samtidig forlange, at Kongressen ser den anden vej.

Den republikanske flertalsleder i Senatet, John Thune, stemte indledningsvist for forslaget, men ændrede efterfølgende sin stemme.

Det er en parlamentarisk manøvre, som giver ham mulighed for at sætte forslaget til afstemning igen på et senere tidspunkt, skriver AP.

Afstemningen finder sted få dage efter, at Trump formelt orienterede Kongressen om, at kamphandlingerne mod Iran var blevet genoptaget.

Et flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus, der er Kongressens to kamre, stemte i juni for at stoppe USA's krig mod Iran.

Afstemningerne blev anset for at være symbolske.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT