Tidligere minister dræbt under razzia efter præsidentvalg i Zambia

UDLAND20. AUG 2026 • 02:46

Tidligere minister blev dagen efter zambisk valg skudt under razzia i ledende oppositionspolitikers hjem.

En tidligere zambisk minister blev i sidste uge skudt og dræbt under en razzia i den ledende oppositionspolitiker Brian Mundubiles hjem.

Det oplyser politiet i Zambia onsdag.

Razziaen blev gennemført af sikkerhedsstyrker dagen efter præsidentvalget i landet den 13. august, hvor den siddende præsident, Hakainde Hichilema, blev genvalgt.

Zambias regering meddelte i sidste uge, at razziaen var rettet mod militser, der udgjorde "en alvorlig trussel mod statens sikkerhed", og at 11 personer var blevet anholdt.

Mundubile, der fik næstflest stemmer ved præsidentvalget, bekræftede efterfølgende, at der havde fundet en razzia sted i hans hjem.

Han sagde desuden, at eksministeren Mutotwe Kafwaya var blevet ramt af skud, og at han ikke havde hørt fra ham siden.

Oppositionspolitikeren, der efter razziaen er gået under jorden, har afvist beskyldninger fra regeringen om, at hans parti, NRPUP, er knyttet til milits- eller oprørsaktiviteter.

Efter voksende krav fra Kafwayas familie om at få oplysninger i sagen bekræftede politiet sent onsdag aften i en udtalelse, at eksministeren blev dræbt under razziaen.

Politiet begrunder afgivelsen af skud med, at sikkerhedsstyrker var blevet beskudt, hvilket fik dem til at åbne ild.

- I den forbindelse blev en uidentificeret mand dødeligt såret, og skydevåbnet blev beslaglagt, skriver politiet i udtalelsen.

Politiet siger, at tre af de i alt 11 anholdte var tidligere elitesoldater med omfattende militærerfaring.

Mundubile har sagt, at oppositionspolitikerens egne sikkerhedsfolk og medlemmer af oppositionen var blandt de anholdte.

49-årige Kafwaya var minister i Zambia fra 2016 til 2021. Efter at Hichilema kom til magten i Zambia i 2021, blev han en del af oppositionen.

Ifølge valgkommissionen i landet fik Hichilema 60 procent af stemmerne ved præsidentvalget, mens 38 procent af vælgerne satte deres kryds ved Mundubile.

Mundubile siger onsdag, at hans kampagnehold har konstateret "alvorlige uregelmæssigheder", og at han vil gå til domstolene for at gøre indsigelse mod valgresultatet.

RITZAU/AFP

FÅ ABONNEMENT