Qatar: Bestræbelser på at finde løsning mellem USA og Iran fortsætter

UDLAND4. AUG 2026 • 13:09
Qatar, der har fungeret som mægler i konflikten mellem USA og Iran, siger tirsdag, at bestræbelserne på at finde en diplomatisk løsning fortsætter.

Det siger Majed al-Ansari, der er talsperson for landets udenrigsministerium, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han understreger dog samtidig, at der ikke er planlagt nogen direkte forhandlinger mellem landene.

I øjeblikket er fokus ifølge talspersonen på "en kortsigtet løsning, der kan hjælpe os med at genoptage forhandlingerne og vende tilbage til mæglingsbestræbelserne helt".

Meldingen fra Qatar kommer efter forskellige meldinger fra Iran og USA om mulige forhandlinger.

Ifølge USA's præsident, Donald Trump, var der mandag forhandlinger i gang med Iran.

Iran har omvendt sagt, at der ikke er forhandlinger i gang med USA.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT