Dødstallet efter jordskælv i Venezuela runder 6000

UDLAND3. AUG 2026 • 23:55

Flere lig er fundet under murbrokkerne efter to kraftige jordskælv, der ramte Venezuela i slutningen af juni.

Dødstallet efter to jordskælv, der rystede Venezuela i juni, er steget til 6125.

Det viser tal offentliggjort af Jorge Rodriguez, der er formand for Venezuelas nationalforsamling.

Næsten 61.000 mennesker har fået behandling på hospitaler siden skælvene, som ramte med under ét minuts mellemrum den 24. juni, fremgår det af tallene.

16,5 procent af murbrokkerne er ifølge Rodriguez blevet ryddet.

Jordskælvene blev målt til en størrelse på 7,2 og 7,5 og ramte den nordlige del af landet nær hovedstaden Caracas.

Der var tale om de kraftigste jordskælv i landet siden 1900.

Jordskælvene førte til store ødelæggelser på infrastruktur og bygninger.

En lang række lande sendte redningsmandskab til det sydamerikanske land for at hjælpe med at finde overlevende og bjærge de døde fra ruiner af sammenstyrtede bygninger.

Værst gik det ud over kystregionen La Guaira, hvor adskillige bygninger kollapsede i rystelserne.

Venezuelas fungerende præsident, Delcy Rodriguez, som støttes af USA's præsident, Donald Trump, har forsvaret regeringens håndtering af katastrofen.

Det sker på baggrund af kritik af, at militæret og andre myndigheder kom sent frem og har gjort for lidt for at hjælpe jordskælvets ofre, herunder personer, der var fanget under murbrokkerne.

Tusindvis af mennesker har mistet deres hjem som følge af jordskælvene.

De bor i overfyldte lejre, hvor mange mangler adgang til vand og til ordentlige sanitære forhold, skriver nyhedsbureauet AFP.

Venezuelas regering har ikke offentliggjort tal for, hvor mange mennesker der fortsat savnes under murbrokkerne. FN vurderer, at op mod 50.000 mennesker stadig kan være savnet, skriver AFP.

RITZAU/Reuters

FÅ ABONNEMENT