Over 5000 er nu smittet med ebola i DR Congo
Af 5021 ebola-tilfælde er lidt under halvdelen døde efter at være blevet smittet, viser nye tal fra DR Congo.
Antallet af bekræftede tilfælde af ebola i DR Congo er steget til 5021.Det viser den seneste rapport fra DR Congos offentlige sundhedsinstitut ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge instituttet er 2378 mennesker døde efter at være blevet smittet med virusset.
Udbruddet er det mest dødelige i DR Congos historie.
Fredag slog FN fast, at ebolaudbruddet i DR Congo i øjeblikket koster et menneskeliv hver halve time.
Udbruddet blev officielt erklæret den 15. maj, men formodningen er, at det allerede havde stået på i flere uger på daværende tidspunkt.
I juli advarede både Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Den Afrikanske Unions myndighed for folkesundhed, Africa CDC, om, at det aktuelle udbrud af ebola spreder sig hurtigere end noget tidligere udbrud af den dødelige virus.
Det hidtil dødeligste udbrud fandt sted mellem 2018 og 2020, hvor knap 2300 mennesker døde ud af omkring 3500 registrerede smittetilfælde, skriver nyhedsbureauet AFP.
Ebola forårsager typisk alvorlig feber og kan i værste fald føre til blødninger, der ikke kan stoppes, hvilket ofte har dødelig udgang.
Der er registreret tilfælde af ebola i seks provinser i DR Congo.
Udbruddet har især ramt den østlige del af landet, som i årtier har været hærget af voldelige konflikter.
Urolighederne besværliggør sundhedspersonalets adgang til lokalsamfundene, og der har under udbruddet været angreb på hospitaler.
Situationen kompliceres yderligere af, at der er tale om Bundibugyo-varianten, som der endnu ikke findes en godkendt vaccine eller behandling mod.
WHO tror dog på, at ebolaudbruddet i DR Congo kan komme under kontrol inden for tre måneder.
Det sagde Thierno Balde, der er WHO's beredskabsleder, ifølge Reuters tirsdag. Betingelsen for det er dog, at man indsamler de nødvendige ressourcer, lød det fra Balde.
Der er mere end 100 millioner indbyggere i DR Congo.
RITZAU
