Angreb på humanitære hjælpearbejdere satte rekord i 2025
Gaza var sidste år det farligste område at udføre humanitært hjælpearbejde, viser opgørelse fra FN.
Et rekordstort antal humanitære hjælpearbejdere blev i 2025 udsat for angreb forskellige steder i verden.Det meddeler FN's agentur for humanitære anliggender (OCHA) onsdag på sin hjemmeside.
I alt blev 907 hjælpearbejdere enten dræbt, såret eller kidnappet i 2025, mens de udførte humanitært arbejde, viser en opgørelse.
Det er en stigning på 74 personer i forhold til 2024, skriver nyhedsbureauet Reuters.
FN's humanitære chef, Tom Fletcher, siger, at mere end 1000 hjælpearbejdere er blevet dræbt de seneste tre år, hvilket han betegner som "fuldstændig uacceptabelt".
- Den næste hjælpearbejder bliver ikke beskyttet, fordi vi påpeger det.
- Stater skal overholde international humanitær ret og bruge alle redskaber for at beskytte civile og vores kolleger. Og de, der bryder reglerne, skal mærke konsekvensen, siger Tom Fletcher til OCHA's hjemmeside.
Med 186 dræbte var Gaza for tredje år i træk det farligste område for humanitære hjælpearbejdere i 2025.
Gaza er gennem flere år blevet udsat for adskillige militære angreb som følge af Israels konflikt med den militante gruppe Hamas.
Trods en fredsaftale i oktober sidste år udfører israelsk militær jævnligt angreb i Gazastriben.
Det afrikanske land Sudan, der er plaget af borgerkrig, var det næstfarligste område for humanitære hjælpearbejdere sidste år. I 2025 blev 71 hjælpearbejdere dræbt i Sudan.
I 2026 har 82 hjælpearbejdere mistet livet, 97 er blevet såret, mens 39 er blevet udsat for kidnapning, skriver FN-organisationen.
Især en stigning i brugen af bevæbnede droner, der er billige at producere, skaber bekymring hos OCHA.
I de første fire måneder af 2026 er mere end 80 procent af de civile dødsfald i borgerkrigen i Sudan forårsaget af droner, skriver OCHA. Blandt andet er der udført angreb på markedspladser.
Tallene offentliggøres onsdag i forbindelse med FN's verdensdag for humanitært arbejde.
FN markerer dagen hvert år den 19. august for at ære mere end 20 nødhjælpsarbejdere, der i 2003 blev dræbt i en eksplosion i Iraks hovedstad, Bagdad. Også FN's daværende højkommissær for menneskerettigheder, Sergio Vieira, omkom i forbindelse med eksplosionen.
RITZAU
