Medier: Secret Service advarede Trump mod brug af nyt Air Force One

UDLAND10. JUL 2026 • 10:31

Ifølge kilder, som New York Times har talt med, mangler der avancerede missilforsvarssystemer på nyt fly.

Sikkerhedsbekymringer var blandt årsagerne til, at USA's præsident, Donald Trump, forlod denne uges Nato-topmøde i Tyrkiet på det gamle Air Force One.

Det skriver amerikanske medier, herunder CNN og New York Times, på baggrund af anonyme kilder.

Trump ankom til mødet på det nye Air Force One, som han har fået i gave af Qatar, hvilket skabte opmærksomhed.

Men på vej tilbage lod han det nye fly tage i forvejen til England og tog afsted på den gamle model. Herefter byttede han på vejen til USA.

Det nye fly mangler angiveligt flere forsvarsmekanismer, som det gamle har. Det handler blandt andet om avancerede missilforsvarssystemer, siger flere embedsmænd til New York Times.

Eksperter siger, at det især skaber sikkerhedsudfordringer, når flyet bruges uden for USA.

Anmodningen om at skifte fly kom ifølge mediet fra Secret Service -efterretningstjenesten med ansvar for den amerikanske præsidents sikkerhed.

Trump har selv presset på for at få taget det nye fly i brug, og han har hyppigt klaget over, at det gamle ikke var imponerende nok, beskriver det amerikanske medie.

Fra Det Hvide Hus lyder svaret til New York Times, at sikkerhedsniveauet er højt på det nye fly, og at USA blandt andet bruger "distraktion" som taktik for at narre Trumps "mange fjender".

Ifølge Wall Street Journal og CNN har Israel for nylig delt efterretninger med USA om nye iranske planer om et attentat mod Trump.

CNN har bedt om en udtalelse fra Det Hvide Hus om de iranske planer. Det henviser til udtalelser fra Trump under Nato-topmødet.

- De ønsker at sætte den amerikanske leder ud af spillet - mig, sagde han onsdag.

- Jeg så denne morgen, at jeg er på hver eneste af deres lister. Og indtil videre har jeg måske været lidt heldig. Men måske varer det ikke så længe, lød det blandt andet fra præsidenten.

Flyet, som Trump har fået i gave fra Qatar, skal efter planen fungere som præsidentens fly midlertidigt, indtil producenten Boeing kan levere to specialbyggede Air Force One-fly.

De to fly er blevet forsinket. Vurderingen lyder på nuværende tidspunkt, at de kan være klar om to år.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT