Lufthavn i Florida omdøbes officielt til ære for Trump
Ifølge lufthavn i Palm Beach har det kostet 5,5 millioner dollar at omdøbe den, så den bærer Trumps navn.
Byen Palm Beach i den amerikanske delstat Florida har torsdag officielt omdøbt sin lufthavn, så den bærer præsident Donald Trumps navn.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den tidligere Palm Beach International Airport hedder nu President Donald J. Trump International Airport.
Reuters beskriver navneskiftet som en markant anerkendelse af den opbakning, den republikanske Trump har i Florida.
Det er i Florida, at Trumps luksuriøse resort Mar-a-Lago ligger.
- Jeg tror ikke, der er nogen, der i højere grad forbindes med Palm Beach end Donald Trump i måske hele Florida, siger Trumps søn Eric Trump i et interview med mediet Fox News.
Lufthavnens nye navn er blevet officielt, efter at den amerikanske luftfartsmyndighed Federal Aviation Administration (FAA) torsdag har ændret dens trebogstavskode fra PBI til DJT, som er Trumps initialer.
Det er sket, efter at Floridas republikanske guvernør, Ron DeSantis, i marts underskrev en lov om at omdøbe lufthavnen til ære for Trump.
Passagerer skal dog fortsat bruge koden PBI ved booking af flyrejser frem til den 18. august, oplyser lufthavnen på sin hjemmeside.
Først derefter vil den nye kode fremgå af bagagemærker, billetter og flyselskabernes reservationssystemer.
Lufthavnen oplyser, at navneændringen har kostet 5,5 millioner dollar.
Det svarer til knap 36 millioner kroner.
Eric Trump og hans familie var om bord på det første fly, der landede i den nyomdøbte lufthavn. De ankom i et privatfly.
- Der var ikke en chance i helvede for, at jeg ville lade UPS (det internationale kurerfirma United Parcel Service, red.) være det første fly til at lande, siger Eric Trump til Fox News.
Siden Trump tiltrådte sin anden præsidentperiode i Det Hvide Hus sidste år, er hans navn blevet givet til en kommende klasse af amerikanske krigsskibe, et visumprogram for velhavende udlændinge, en statslig hjemmeside for receptpligtig medicin samt føderale opsparingskonti til børn.
Andre amerikanske lufthavne er også blevet opkaldt efter politikere.
Det gælder blandt andet lufthavnen i byen Little Rock i delstaten Arkansas, som hedder Clinton International Airport efter den tidligere præsident Bill Clinton og den tidligere udenrigsminister Hillary Clinton.
Lufthavnen har dog beholdt dog koden LIT.
RITZAU
