Irans Ali Khamenei er blevet begravet i hellig hjemby efter ligtog

UDLAND10. JUL 2026 • 03:24

Irans afdøde tidligere øverste leder blev dræbt i februar. Ifølge iranske statsmedier er han nu begravet.

Den dræbte ayatollah Ali Khamenei, der var Irans øverste leder, er blevet begravet i sin hellige hjemby, Mashhad, i Iran.

Det rapporterer det statslige nyhedsbureau IRNA i landet tidligt fredag lokal tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Her lyder det, at begravelserne af den afdøde øverste leder og fire familiemedlemmer, som blev dræbt sammen med ham, er afsluttet.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har også den statslige tv-station IRIB meldt begravelsen af Khamenei for afsluttet.

- Liget af den islamiske revolutions martyrdræbte leder blev begravet i mindesalen ved Imam Rezas helligdom, rapporterer IRIB.

Begravelsen i Mashhad, som ligger i det nordøstlige Iran, finder sted efter en uge med store begravelsesoptog, demonstrationer og sørgeceremonier.

Ali Khamenei blev dræbt under de første angreb i den krig, som USA og Israel indledte den 28. februar.

Imam Reza var en af de helligste skikkelser for shiamuslimer, og helligdomskomplekset med hans navn i Mashhad er et vigtigt centrum for pilgrimme.

Khameneis jordiske rester er tidligere blevet ført gennem den iranske hovedstad, Teheran, den hellige iranske by Qom samt de hellige irakiske byer Najaf og Karbala.

Ved hvert optog har enorme menneskemængder fyldt gaderne.

Begivenhederne op til begravelsen er faldet sammen med en ny optrapning af konflikten med USA. Optrapningen er kommet efter flere ugers våbenhvile.

Khameneis kiste blev torsdag kørt langsomt gennem de tætpakkede gader i Mashhad på en lastbil med kurs mod Imam Rezas helligdom.

På begge sider af lastbilen gik præster med hvide turbaner.

Sortklædte sørgende fulgte tæt efter og viftede med iranske flag, billeder af den afdøde Khamenei og røde skilte med revolutionære slagord.

Den afdøde ayatollahs efterfølger er sønnen Mojtaba Khamenei. Han blev udpeget i begyndelsen af marts - en uge efter sin fars død.

Han har dog ikke optrådt offentligt siden krigens begyndelse. Han har udsendt skriftlige erklæringer, men der er hverken blevet offentliggjort billeder, videooptagelser eller lydoptagelser af ham.

Ifølge Reuters pådrog han sig alvorlige skader under angrebet, der dræbte hans far. Det skal blandt andet være gået hårdt ud over hans ansigt.

Den afdøde Khamenei blev udnævnt til øverste leder i 1989. Gennem årtier samlede han politisk, økonomisk og militær magt omkring sit embede.

Det skete i et tæt samarbejde med Irans Revolutionsgarde (IRGC), der under Khameneis styre fik stadig større indflydelse.

Mojtaba Khamenei blev udpeget med opbakning fra Revolutionsgarden, som i dag betragtes som den dominerende kraft i Irans politiske og strategiske beslutningstagning.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT