Mangione siger han skød forsikringschef i New York

UDLAND14. AUG 2026 • 18:59

Mangione er i en føderal sag tiltalt for at stalke en forsikringschef med intention om at dræbe ham.

Luigi Mangione, der er tiltalt i en retssag om drabet på forsikringschefen Brian Thompson, siger under et retsmøde fredag, at det var ham, der skød forsikringschefen.

Det skriver flere amerikanske medier, herunder The New York Times.

- Jeg skød Mr. Thompson på Manhattan, siger Mangione til dommeren ifølge avisen.

- Jeg vidste godt, at hvad jeg gjorde, var ulovligt.

Under retsmødet, der handler om en føderal sag mod ham, er Mangione tiltalt for at stalke forsikringschefen med intention om at dræbe ham, skriver Reuters.

Mangione erklærer sig ligeledes fredag under retsmødet skyldig i den føderale stalkingsag mod ham.

Foruden den føderale stalkinganklage er han ved en delstatsdomstol tiltalt for blandt andet drab.

Ved retsmødet fortæller Mangione, at han i årevis havde lidt under svære smerter på grund af en rygskade og kæmpet med forsikringssystemet, da han fandt ud af, at UnitedHealthCare, som Thompson var direktør for, ville afholde sin årlige investorkonference i New York City.

Den nu 28-årige mand sendte derefter en mail til forsikringsselskabets ledelse, hvor han lod, som om, han var en investor, for at få flere oplysninger om konferencen, som Thompson deltog i.

Ifølge CNN kan Mangiones tilståelse af de føderale anklager mod ham få en betydning for hans retssag ved delstatsdomstolen.

Tilståelsen kan nemlig ifølge det amerikanske medie åbne muligheden for, at Mangiones forsvarer kan argumentere for, at delstatssagen strider mod et princip om dobbelt strafforfølgelse.

Princippet om det såkaldte "double jeopardy" er en beskyttelse i den amerikanske forfatning, som forhindrer, at en person retsforfølges for den samme forbrydelse to gange, skriver CNN.

Allerede kort efter retsmødet argumenterer Mangiones advokat for netop at droppe delstatssagen.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT