Aktivister bringer mad og vand til belejrede hjem på Vestbredden
Israelske bosættere har siden søndag blokeret for flere private hjem i landsbyen Qusra på Vestbredden.
Aktivister har fredag leveret vand og mad til palæstinensere i landsbyen Qusra nær Nablus på Vestbredden.Baggrunden er, at israelske bosættere siden søndag har blokeret for flere palæstinensiske hjem i byen.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Israels militær har forsøgt at fjerne bosætterne, men det er fredag tilsyneladende ikke lykkedes.
Ifølge det britiske medie BBC er tre private hjem blevet belejret af bosætterne, som ifølge beboerne har afbrudt husenes el- og vandforsyninger.
Bosætterne har forhindret beboerne i at forlade deres hjem.
En talsmand for det israelske premierministerkontor siger til BBC, at bosætternes handlinger er "beklagelige" og "uacceptable", og at myndighederne vil efterforske og anholde dem, der står bag belejringen.
- Den israelske hær handler på det, og vi er i gang med at efterforske det, og vi vil anholde dem, der er ansvarlige, og vi vil retsforfølge dem, siger talsmanden, David Mencer.
Borgmesteren i Qusra, Abdel Azim Wadi, siger til mediet, at israelsk militær har erklæret byen for en militærzone.
Beboerne i 13 huse - herunder to af de tre belejrede huse - er blevet bedt af militæret om at forlade bygningerne.
Soldaterne er derefter rykket ind i husene.
Samtidig har militæret afviklet "to ulovlige forposter", lyder det.
Med forposter henviser militæret til lejre, som bosætterne står bag. Betegnelsen bruges generelt om nye bosættelser, der ikke er blevet godkendt af de israelske myndigheder.
En del af de palæstinensiske beboere har fredag fået tilladelse til at vende tilbage til deres hjem.
Under den nuværende israelske regering, der er en af de mest højreorienterede regeringer i Israels næsten 80 år lange historie, er der sket en markant udbygning af de israelske bosættelser på Vestbredden.
Bosættelserne anses af FN for at være ulovlige og består af israelske statsborgere, der har samme rettigheder som borgerne i Israel, selv om de bor på Vestbredden, som er palæstinensisk.
Vestbredden har været besat af Israel siden 1967. Dele af området er under det palæstinensiske selvstyres kontrol, mens andre er under israelsk administration og kontrol - herunder bosættelserne.
RITZAU
