Iran retter angreb mod amerikanske baser i Mellemøsten
USA har for fjerde gang på en uge udført natlige angreb mod Iran. Tidligt mandag morgen svarer Iran igen.
Irans Revolutionsgarde (IRGC) har rettet angreb mod amerikanske baser og mål i Jordan, Bahrain og Kuwait.Det skriver det statslige iranske nyhedsbureau Irna ifølge nyhedsbureauet AFP.
Irna henviser til en række udtalelser, hvor IRGC skriver, at man har angrebet en luftbase i Jordan, et kommandocenter i Bahrain og to luftbaser i Kuwait.
Meldingen om de iranske angreb i Mellemøsten kommer, efter at USA søndag aften og natten til mandag har udført angreb mod Iran.
IRGC omtaler angrebene på de amerikanske mål som gengældelsesangreb.
- Gengældelsesangrebene fortsætter, skriver Revolutionsgarden tidligt mandag morgen ifølge Reuters.
Revolutionsgarden hævder, at der er startet flere brande ved Prince Hassan-luftbasen i Jordan som følge af missil- og droneangreb. Blandt andet skal brændstoftanke og ammunitionslagre være brudt i brand.
IRGC hævder under angrebene desuden at have ramt den amerikanske Isa-luftbase i Bahrain og yderligere to luftbaser i Kuwait.
Hverken det amerikanske militær eller militæret i Jordan, Kuwait eller Bahrain har bekræftet, at de iranske angreb skulle have ramt deres mål.
I Bahrain lyder luftalarmen tidligt mandag morgen. Det skriver landets indenrigsministerium på X.
- Luftalarmen lyder. Indbyggere og beboere opfordres til at forholde sig i ro og søge mod det nærmeste sikre sted.
Irans Revolutionsgarde melder mandag morgen desuden, at man søndag aften gennemførte en aktion for at standse to skibe i Hormuzstrædet, som angiveligt overtrådte de iranske regler for søfarten i området.
Hormuzstrædet har været et centralt stridspunkt i forhandlingerne mellem USA og Iran. USA har den seneste uge begrundet angrebene mod Iran med den iranske adfærd i den vigtige handelsrute.
USA indledte sammen med Israel den 28. februar en krig mod Iran. Trump begrundede krigen med, at han ville forhindre Iran i at udvikle et atomvåben.
Efter flere måneder med forhandlinger underskrev de to lande i midten af juni et forståelsespapir, der skulle bane vejen for en afslutning på konflikten.
USA's præsident, Donald Trump, udtalte på et Nato-topmøde onsdag, at han ikke længere anser forståelsespapiret for at være gældende. Senere på ugen skrev han på Truth Social, at våbenhvilen er ovre.
RITZAU
