Storbritannien afsætter 2,2 milliarder til beskyttelse af jøder

UDLAND13. JUL 2026 • 02:14

Efter flere angreb mod jødiske lokalsamfund afsætter regeringen milliarder til en treårig beskyttelsesplan.

Storbritannien vil i løbet af de næste tre år bruge 250 millioner pund - knap 2,2 milliarder kroner - på at styrke beskyttelsen af de jødiske samfund.

Det melder den britiske regering tidligt mandag i en udtalelse, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Med pengene vil der blandt andet blive indsat over 500 yderligere betjente på tværs af England og Wales, hvor de skal styrke sikkerheden i områder med mange jødiske indbyggere og omkring skoler, synagoger og lokalcentre, siger regeringen.

Meldingen kommer, efter at en række antisemitiske angreb har fundet sted i Storbritannien. Det har drejet sig om steder med tilknytning til det jødiske samfund nær hovedstaden London.

I marts brød fire ambulancer fra den jødiske ambulancetjeneste Hatzola i brand. I alt fem personer blev sigtet i sagen.

I april hævede den britiske regering det nationale terrortrusselsniveau til niveauet "alvorligt" efter et antisemitisk knivangreb i det nordlige London.

Mandagens støttepakke på 250 millioner pund kommer oveni et beløb på 25 millioner pund - 219 millioner kroner - som blev afsat til området efter knivangrebet.

I London alene skal der med den yderligere støtte indsættes omkring 300 ekstra betjente, mens der i området Greater Manchester skal indsættes omkring 80 betjente. I Greater Manchester blev en synagoge sidste år udsat for et angreb.

43 millioner pund - 377 millioner kroner - skal bruges på betjente til områder med en høj andel jødiske indbyggere.

- Den stigning i antisemitisme, vi har set de seneste år, er en test af vores værdier som land, og håndteringen af det har været en central del af mit lederskab fra dag ét, siger den afgående premierminister Keir Starmer i udtalelsen.

Politiet i London, The Metropolitan Police, ventes at modtage 86 millioner pund fra den nye bevilling, mens 59 millioner pund er øremærket til antiterrorindsatsen.

Politiet vil øge patruljeringen i perioder med forhøjet risiko for at skabe synlig tryghed og bidrage til at forebygge hadforbrydelser og antisemitiske hændelser, siger regeringen.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT