POLITIK / 12. JUL • 13:04

'En kæmpe skandale': Bornholmere står til skattehop i københavnerskala

'En kæmpe skandale': Bornholmere står til skattehop i københavnerskala
Hvis ikke skatteministeren griber ind, vil ejendomsskatten for bornholmske ejerlejligheder blive øget med 18,9 procent næste år, fordi det er den gennemsnitlige stigning i Region Hovedstaden fra 2022 til 2026. Foto: Jakob Nørmark
Journalist

Ejendomsskatten for ejerlejligheder vil næste år stige urimeligt meget på Bornholm, fordi styrelse trækker på data fra hovedstaden. Skatteminister lover at gribe ind og udsender straksordre.

Antallet af solgte ejerlejligheder på Bornholm har været for lavt til, at Vurderingsstyrelsen har kunnet beregne et retvisende billede af de lokale prisstigninger.

Som erstatning har styrelsen valgt at benytte prisudviklingen for hele regionen – en metode, der nu møder hård kritik.

For det har skabt en absurd situation, kan Jyllands-Posten afsløre.

I Region Hovedstaden, der præges af det rødglødende boligmarked i og omkring København, er priserne steget så kraftigt, at værdien af ejerlejligheder på Bornholm vil blive fremskrevet med 18,9 procent. Det er langt mere end prisstigningen for bornholmske boliger.

Borgmester Frederik Tolstrup (V) er dybt skuffet over myndighedernes metode til at løse dataudfordringen, som han mener, vil ramme socialt skævt.

– Man må grundlæggende tage fat i det her og få det ændret, for det er en kæmpe skandale, at man laver et system, hvor man ender med at beskatte folk i billige boliger med lave indkomster på samme måde som folk i dyre boliger med høj indkomst, siger Tolstrup til Jyllands-Posten.

I modsætning til ejerlejligheder er der inden for de seneste år solgt nok villaer og rækkehuse til, at Vurderingsstyrelsen kan lave en fremskrivning alene for Bornholm. Ejendomsskatten for bornholmske villaer og rækkehuse bliver næste år hævet med seks procent, oplyser Jyllands-Posten.

Skatteminister Jakob Engel-Schmidt (M) har som konsekvens af sagen udstedt en straksordre til Vurderingsstyrelsen. Han har bedt styrelsen om at se kritisk på datagrundlaget og revurdere metoderne, der tages i brug, når de lokale tal er for spinkle.

Det er ikke muligt at udtrække data om prisudviklingen for ejerlejligheder på Bornholm, da der mangler data. Men det er svært at tro, at den procentvise prisstigning de seneste fire-fem år minder om denne udvikling for ejerlejligheder i Region Hovedstaden. Fra januar 2022 til januar 2026 er den gennemsnitlige kvadratmeterpris for solgte lejligheder steget med 31 procent. 

 

Fakta: Fremskrivning af ejendomsvurderinger

I juni fremlagde regeringen et forslag om at basere ejendomsvurderingerne i 2026 og 2027 på vurderingerne fra 2022 og 2023 ved at fremskrive prisudviklingen. Det sker gennem et prisindeks, der er baseret på data fra Danmarks Statistik.

Beslutningen skyldes forsinkelser i Vurderingsstyrelsen og blev iscenesat som en forenkling af ejendomsvurderingerne.

Med den mere simple metode til at fremskrive priserne kan boligejerne få en hurtigere vurdering, hvilket ifølge skatteministeriet skal mindske risikoen for, at boligejere skal betale en stor restskat på et senere tidspunkt.

Indekseringen hviler på prisudviklingen for de forskellige boligtyper på kommunalt niveau, men hvis datagrundlaget er for spinkelt bruges tal for landsdelen (som for Bornholm er sammenfaldende med kommunen) og i sidste ende regionen.

Kilde: Skatte- og Vækstministeriet, JP



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT