Brandmand indrømmer at have stiftet stor brand syd for Paris
Brandfolk har fået kontrol over store brande syd for Paris, men arbejdet er langtfra ovre endnu.
Hundredvis af brandfolk er lykkedes med at inddæmme to brande, der har hærget mere end 2000 hektar land syd for Paris.Det oplyser lokale myndigheder ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
Brandmændene er dog nødt til at arbejde videre på stedet i dage - hvis ikke uger - for at slukke dem helt.
Fire personer er blevet tilbageholdt under mistanke for at have startet brandene, der har raseret skoven Forêt de Fontainebleau.
Skoven var tidligere et kongeligt jagtområde, som i dag rummer en række mindre landsbyer.
Den første brand brød ud i skoven cirka 60 kilometer sydøst for Paris.
Lugten af branden har ifølge AFP kunnet fornemmes 100 kilometer væk nær byen Orléans.
Sammenlagt har seks personer været anholdt i forbindelse med de voldsomme brande, der har tvunget i omegnen af 1000 franskmænd til at flytte midlertidigt fra deres hjem.
En frivillig brandmand har ifølge nyhedsbureauet indrømmet at have "sat ild til kviste med en lighter og benzin", mens en anden mand har erkendt at "have startet en brand ved et uheld ved at kaste sin cigaret".
Det har anklager Diane Ngomsik i Fontainebleau oplyst.
Den frivillige brandmands afdeling fortæller, at brandmanden er blevet suspenderet. Afdelingen har udtrykt sin "dybeste forfærdelse", skriver AFP.
Brandene har mobiliseret flere end 800 brandfolk. Det franske nyhedsbureau skriver, at et område tre gange så stort som Gibraltar er brændt.
Tirsdag fejrer landet Bastilledagen – Frankrigs nationaldag. Men en hedebølge og risikoen for brand har fået flere byer til at aflyse ellers planlagte fyrværkerishows.
RITZAU
