Råd opfordrer til at lade børn cykle eller gå i skole selv
Rådet for Sikker Trafik opfordrer forældre til at træne trafiksikkerhed på vej til skole med deres børn.
Drop liftet til skole, og lær i stedet dine børn at gå eller cykle på egen hånd.Sådan lyder opfordringen fra Rådet for Sikker Trafik op til årets skolestart.
I en pressemeddelelse skriver organisationen, at mange biler ved skolerne om morgenen kan skabe trængsel og uoverskuelige trafiksituationer.
På den måde kan det, som virker som den sikre løsning, være med til at skabe flere utrygge situationer ved skolerne. Det mener Jakob Bøving Arendt, som er administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.
- Derfor opfordrer vi forældrene til at bruge lidt tid på at træne skolevejen med deres barn, så barnet bliver trygt ved at gå eller cykle, siger han i pressemeddelelsen.
- Det at transportere sig selv og færdes sikkert i trafikken er vigtig livsmestring og er en del af den dannelse, der kræves for at være menneske i et moderne samfund, lyder det videre.
Børn kan lære at begå sig i trafikken ved at færdes i virkelige trafiksituationer sammen med en voksen.
Derfor opfordrer Rådet for Sikker Trafik blandt andet forældre til at hjælpe deres børn ved at gå eller cykle vejen til skole sammen flere gange før skolestart.
Det kan også være en god idé at vælge den sikreste vej frem for den korteste og tale om, hvor det er bedst at krydse vejen.
De fleste elever på landets skoler har første skoledag mandag eller tirsdag i uge 33.
Jakob Bøving Arendt anerkender, at det ikke er alle steder i Danmark, man kan undvære en bil, når børnene skal i skole.
I de tilfælde opfordrer han til at parkere et stykke fra skolen og gå det sidste stykke for alligevel at få trænet lidt i trafikken.
På sin hjemmeside har Rådet for Sikker Trafik samlet en række råd til, hvordan man kan træne trafiksikkerhed på vejen til skole med sit barn.
RITZAU
