Andelen af frivillige kvinder i værnepligt falder efter udvidelse
Andelen af kvinder, der frivilligt har søgt ind som værnepligtig, er den laveste i 15 år.
Den nye og forlængede værnepligt på 11 måneder blev endegyldigt skudt i gang mandag, men en lavere andel af kvinder end tidligere trådte frivilligt over dørtærsklen ved landets kaserner.Ved overgangen til værnepligten på 11 måneder har Forsvaret oplevet et fald i andelen af kvinder, som frivilligt har søgt ind som værnepligtig.
Det viser et notat fra Personelkommandoen, skriver Berlingske.
- Med overgangen til en 11-måneders førstegangstjeneste i den almene værnepligt er der oplevet et fald i andelen af kvinder, der frivilligt søger værnepligt, til cirka 15 procent i andet halvår 2026, fremgår det af notatet.
Der er tale om den laveste søgning for kvinder i 15 år, skriver Berlingske.
Indtil i år var andelen af kvinder i værnepligt stigende. I 2024 udgjorde kvinder 23,6 procent af deltagerne, altså knap en fjerdedel.
Tidligere lød værnepligten på fire måneder, men sidste år stemte et flertal i Folketinget for, at værnepligtsophold fra 2026 udvides til 11 måneder.
Med den længere værnepligt vil der være op mod 7500 værnepligtige om året i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen. Med den nuværende model er der omkring 5000 værnepligtige hvert år.
Mens værnepligten er blevet forlænget, er der også indført ligestilling mellem mænd og kvinder på den måde, at kvinder også indkaldes som værnepligtige. Tidligere har kvinder haft værneret, men ikke værnepligt.
De værnepligtige er fordelt på 14 tjenestesteder inden for både hæren, søværnet og flyvevåbnet.
De første tre til fem måneder skal bruges på at lære grundlæggende soldaterfærdigheder, lyder det. Det kan være skydetræning, førstehjælp, fysisk træning og forståelse for, hvordan man bevæger sig rundt i terrænet.
Herefter skal de værnepligtige indgå i operativ tjeneste i Forsvaret.
Det kan handle om bevogtnings- og beredskabsopgaver, patruljetjeneste, droneflyvning, radarassistance og lignende opgaver.
Det skal ifølge Forsvaret være med til at frigøre fastansatte, professionelle soldater til andre opgaver, som kræver en højere grad af specialisering.
RITZAU
