Danske dokumentarer får verdenspremierer på international filmfestival

INDLAND/KRIMINAL5. AUG 2026 • 18:51

De danske dokumentarer "Rescue" og "Low Lies the Land" er udtaget til Toronto International Film Festival.

De danske dokumentarer "Rescue", der er instrueret af antropolog Sine Plambech, og "Low Lies the Land", som produceren Sigrid Dyekjær blandt andre står bag, er begge blevet udtaget til Toronto International Film Festivals dokumentarprogram.

"Rescue" følger mennesker, der flygter over Middelhavet, og undersøger samtidig, hvordan EU's grænsepolitik påvirker flygtninges forhold.

Sine Plambech siger i en pressemeddelelse fra Have Kommunikation, at hun er rigtig glad for, at "Rescue" er udtaget til festivalen.

- Det er en stor ære, at "Rescue" får sin verdenspremiere på Toronto International Film Festival.

- Som forsker har jeg i 20 år dokumenteret migrationsruterne mod Europa, men på dækket af redningsskibet midt i Middelhavet så jeg for alvor det brutale tovtrækkeri om menneskeliv, der foregår i EU's navn, siger hun.

Libyen og Tunesien modtager milliarder af euro fra EU for at holde immigranter ude af Europa ved at agere grænsehegn, hvor dem, der forsøger at redde immigranterne, kan risikere at blive retsforfulgt, skriver Have Kommunikation i pressemeddelelsen.

Sine Plambech har under dokumentarens optagelser fulgt nødhjælpsorganisationen Læger uden Grænsers største redningsskib. Derfor har hun fulgt den yemenitiske kvinde Rora i et år.

Den anden udtagne danske dokumentar, "Low Lies the Land", får ligeledes verdenspremiere på den canadiske filmfestival.

Dokumentaren følger en række familiedrevne vingårde i Piemonte i Norditalien, hvor generationers håndværk og levevis udfordres af klimaforandringer, affolkning og ivrige internationale opkøbere, lyder det i en pressemeddelelse.

- Filmen præsenterer os samtidig for en universel fortælling om mennesker, der kæmper for at bevare deres identitet, livsform og kultur i en verden under hastig forandring. Men det er også en film fyldt med varme, humor og livsglæde, siger dokumentarens danske producer, Sigrid Dyekjær.

- De piemontesiske vinfamilier møder modgangen med stædighed, selvironi og generøsitet, som gør, at filmen aldrig kun handler om det, der er ved at gå tabt, men også om alt det, der gør livet værd at leve.

Toronto International Film Festival afholdes den 10. til 20. september 2026. "Rescue" vil i løbet af 2027 blive tilgængelig på DR.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT