Ministerium: Afværget angreb understreger vigtighed af kriseberedskab
En vejledning skal give skoler inspiration til handlemuligheder før, under og efter kritisk hændelse.
Angrebsplanerne mod Hadsten Skole, som blev afværget af myndighederne, understreger vigtigheden af, at landets skoler er på forkant med kriseberedskaber ved alvorlige hændelser.Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.
Derfor gør ministeriet opmærksom på en vejledning om sikkerhed og kriseberedskab til skoler og uddannelsessteder, som blev udsendt i juni 2025.
Vejledningen er lavet af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i samarbejde med blandt andre KL, PET, Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet.
Den er ifølge ministeriet tænkt som en hjælp til ledere i grundskolen og på ungdomsuddannelser. Her kan de finde inspiration til konkrete handlemuligheder før, under og efter en kritisk hændelse.
Mandag blev tre drenge på henholdsvis 16, 16 og 15 år anholdt og sigtet for forsøg på terror. De blev efterfølgende varetægtsfængslet i surrogat frem til 31. august.
Ifølge sigtelsen har de tre teenagere via onlineplatforme planlagt at dræbe og såre personer på Hadsten Skole i Favrskov Kommune.
Det er ifølge kommunen politiets vurdering, at der ikke længere er nogen fare på færde. Derfor kan Hadsten Skole holde åbent og fungere, som den plejer.
Undervisningsminister Magnus Heunicke (S) understreger også i pressemeddelelsen, at man ikke skal være utryg ved at sende sit barn i skole.
- Selv om sagen helt forståeligt skaber utryghed, vil jeg gerne understrege, at det ikke er farligt at sende sine børn afsted i den danske skole, siger ministeren.
I vejledningen fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet rådes skoler og uddannelsesinstitutioner blandt andet til at have et lokalt kriseberedskab, som kan blive aktiveret under en alvorlig hændelse som eksempelvis et væbnet angreb.
Kriseberedskabet skal give retningslinjer for, hvad man skal gøre under og efter hændelsen.
Det er for eksempel vigtigt, at alle ansatte kender til instruksen "flygt - gem dig - alarmér", lyder det.
Instruksen er udarbejdet af politiet og går ud på, at man skal flygte fra farezonen, hvis det er muligt.
Hvis man ikke kan flygte, skal man gemme sig, sætte sin telefon på lydløs og slå vibration fra. Hvis muligt skal man barrikadere sig.
Når det er sikkert, skal man ringe 112 og alarmere om hændelsen.
RITZAU
