230.000 har hentet ny mobilapp til digital legitimation
Inden for nogle måneder ventes også det gule sundhedskort at blive en del af appen AltID.
På knap tre uger har mere end 230.000 hentet Digitaliseringsstyrelsens app AltID, der er Danmarks første officielle app til ID og beviser.Appen gør det muligt at dokumentere alder og identitet direkte fra mobiltelefonen både fysisk og online. Planen er, at endnu flere beviser skal tilføjes.
Det siger Joachim Møller Alstrup, der er kontorchef i Digitaliseringsstyrelsens afdeling for eID og apps.
- Vi arbejder nu på at tilføje sundhedskortet til appen. Her taler vi sandsynligvis om måneder og ikke år. På sigt skal kørekortet også tilføjes i AltID, siger han.
I første omgang indeholder appen et aldersbevis og et legitimationskort.
Folk udefra har dog også foreslået styrelsen at indføre elementer som pensionistbeviser, jagttegn og fisketegn i appen, lyder det.
- Vi er i dialog med flere myndigheder om at udvide antallet af beviser i appen. Vi drøfter blandt andet med uddannelsesområdet, om det er relevant eksempelvis at have eksamensbevis og andre ting i appen.
- Der er også dialog med politiet, hvad angår en mulig inddragelse af straffeattester i AltID. Men intet er besluttet her, siger Joachim Møller Alstrup.
Ifølge Digitaliseringsstyrelsen er appen på nuværende tidspunkt særligt relevant for unge mennesker uden kørekort til brug som aldersverifikation.
Men de eksakte detaljer bag brugen af appen kan styrelsen ikke oplyse.
- AltID er meget privatlivsbeskyttende, og derfor ved vi meget lidt om brugerne. Vi kender antallet, men vi logger ikke, hvem folk er, eller hvor gamle de er. Det er helt bevidst, siger kontorchefen.
Appen blev lanceret 3. juni, og alle over 13 år med et CPR-nummer kan dermed bruge mobiltelefonen som et officielt legitimationskort.
Hvis en butik, en hjemmeside eller en natklub blot skal vide, om en person er fyldt 18 år, kan man altså nøjes med at dokumentere det.
På den måde undgår man at dele navn, adresse og CPR-nummer, når det ikke er nødvendigt.
RITZAU
