Fossiler fra Limfjorden kan blive verdensarv
Lørdag kan endnu et stykke dansk natur komme på Unescos Verdensarvsliste takket være unikke fossilklitter.
Unescos Verdensarvsliste er spækket med perler som Den Kinesiske Mur, Machu Picchu og måske snart to fossilklitter i Limfjorden.Hanklit på Mors og Knudeklinten på Fur kan blive Danmarks næste indslag på Verdensarvslisten.
Listen ærer menneskehedens mest betydningsfulde natur- og kultursteder.
Det unikke salgspunkt ved de naturskønne klitter er de 55-56 millioner år gamle fossiler af fisk, fugle og skildpadder.
Fossilerne er med til at løse fortidens mysterier inden for evolutionen af fisk og fugle.
Det siger ph.d. i geologi og museumsinspektør på Museum Mors Jan Audun Rasmussen.
Han er tovholder og hovedforfatter bag den videnskabelige del af en 535 sider lang ansøgning.
- Det er virkelig et vigtigt sted til at vise den tidligste evolution af direkte forfædre til mange af nutidens fisk, siger Jan Audun Rasmussen.
Fossilerne opstod på et spændende tidspunkt i evolutionen, efter at en masseuddøen udryddede dinosaurerne og 75 procent af alle dyrearter.
- Det giver en enestående indsigt i oprindelsen og den tidlige evolution for mange af fiskegrupperne, der lever i havene i dag.
Blandt skeletterne er blandt andet forfædrene til nutidens makrel og tun samt den smukke, turkisblå isfugl.
Aflejringerne afslører også, hvordan dyrene udviklede sig efter drastiske klimaforandringer.
Det kan være praktisk at vide til fremtiden ifølge Jan Audun Rasmussen.
Ansøgningsprocessen startede for over 15 år siden og er sket i et samarbejde mellem Museum Mors, Museum Salling, Morsø Kommune, Skive Kommune, Region Nordjylland og Midtjylland og Slots- og Kulturstyrelsen.
Der lader til at være gode chancer for optagelse, når komitéen træffer sin afgørelse lørdag i Basun i Sydkorea.
Den internationale naturbeskyttelsesunion (IUCN), som rådgiver komitéen, anbefalede i maj, at det danske natursted skal optages på listen, og gav ifølge Jan Audan Rasmussen "meget tilfredsstillende" respons.
En optagelse på Verdensarvslisten er lig med international opmærksomhed og større turisme.
Danmark har ni steder på listen, mens Grønland har tre.
Sidste år voksede den danske verdensarv, da Møns Klint blev optaget i det fine selskab.
RITZAU
