1600 unge møder ind til længere værnepligt første mandag i august

INDLAND/KRIMINAL23. JUL 2026 • 09:52

Snart tropper unge danskere op på landets kaserner til den forlængede værnepligt. Alle er frivillige.

Unge mænd og kvinder, der skal igennem 11 måneder i trøjen, når den nye værnepligt begynder, har første dag mandag den 3. august.

Det fremgår af en presseinvitation fra Forsvarskommandoen.

På dagen møder 1600 unge op på kaserner rundt om i landet. Alle de værnepligtige er frivillige, fremgår det.

Det er den fulde opstart af den nye værnepligt. I februar tyvstartede 120 unge den forlængede tjeneste i Slesvigske Fodregiment i Haderslev.

De værnepligtige er fordelt ud på 14 tjenestesteder over hele landet. I Den Kongelige Livgarde er værnepligten én måned længere, så de unge gardere skal bære uniformen i et år.

Med forsvarsforliget for 2024-2033 blev et bredt flertal i Folketinget enige om, at værnepligten skal forlænges til 11 måneder. Tjenestetiden består af fem måneders basisuddannelse og seks måneders operativ tjeneste.

Én af de unge, der skal begynde i august, er prinsesse Isabella. Kongehuset meldte i foråret ud, at kongedatteren går i sin storebrors fodspor og begynder at aftjene 11 måneders værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse.

Alle, uanset køn, vil fremover automatisk få en indkaldelse til Forsvarets Dag, når de fylder 18 år.

Den forlængede tid i baretten gør, at de unge soldater kan indgå ved siden af de fastansatte og løse nogle af de samme opgaver.

Blandt andet skal et hold værnepligtige i Haderslev bytte den jyske kulde ud med den arktiske, når de sendes til Grønland for at deltage i øvelsen "Arctic Endurance".

Meningen med forlængelsen er netop, at de unge skal kunne løse operative opgaver. Det har chefen for værnepligtsprogrammet, oberst Kenneth Strøm, fortalt til Ritzau i juni.

- Hvis man skal bruge de værnepligtige i operative opgaver, er man nødt til at have en større uddannelse i rygsækken, siger Kenneth Strøm.

Værnepligtige fra Livgarden indgår allerede i dag i operative opgaver som væbnet bevogtning af de kongelige slotte og palæer og synagogen i Krystalgade i København.

Antallet af værnepligtige skal fra 2033 øges med omkring 2000 til i alt 6500 om året.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT