Mange bornholmske parcelhuse er ejet af folk, som ikke bor på øen. I 3770 Allinge, som Tejn hører under, er det 21 procent, viser tal fra DR. Arkivfoto: Berit Hvassum
I et par bornholmske postnumre er mere end hvert femte parcelhus ejet af folk, der ikke bor på øen.
Det fortæller DR, der selv har lavet en analyse på baggrund af data fra offentlige registre.
Her på Bornholm er andelen størst i 3740 Svaneke, hvor 22 procent af parcelhusene er ejet af folk ovrefra. Derefter følger 3770 Allinge, 3760 Gudhjem, 3751 Østermarie, 3790 Hasle, 3730 Nexø, 3720 Aakirkeby, 3782 Klemensker og 3700 Rønne.
Tendensen er den samme i andre populære ferieområder som Lolland-Falster og den jyske vestkyst, og ifølge formand Steffen Damsgaard fra Landdistrikternes Fællesråd kan den yderste konsekvens blive, at der ikke er arbejdskraft nok til det lokale erhvervsliv og børn nok til skoler og institutioner.