22. MAR 2019 • 05:46UDLAND

New Zealand holdt to minutters stilhed til ære for skuddræbte

En uge efter angrebet mod to moskéer i Christchurch blev der fredag afholdt en stor mindehøjtidelighed.

Fredag er det præcis en uge siden, at en gerningsmand skød og dræbte 50 mennesker under fredagsbønnen i to moskéer i Christchurch, New Zealand.



Og da bønnekaldet natten til fredag dansk tid lød, var tusindvis af newzealændere anført af religiøse ledere og premierminister Jacinda Ardern samlet i Hagley Park nær al-Noor moskéen til en national mindehøjtidelighed.

Det beretter nyhedsbureauet AFP.



Øjeblikket blev mindet med en fælles bøn og to minutters stilhed.



Den seneste uge har New Zealand været præget af chok og vantro, over en 28-årig mistænkt gerningsmands angreb på landets muslimske minoritet.

Det var angiveligt islamofobi, der var motivet.



- Jeg ser ud over jer og ser kærlighed og omsorg i øjnene på tusinder af mine medborgere og medmennesker fra hele verden, lød det fra al-Noor moskéens imam, Gamal Fouda, da han efterfølgende holdt tale for folkemængden.



- Denne terrorist forsøgte at splitte vores nation med en ond ideologi. Men i stedet har vi vist, at New Zealand ikke lader sig kue.

Titusinder af indbyggere i Christchurch har siden angrebet lagt blomster og tændt lys ved begge gerningssteder, al-Noor og Linwood-moskéerne, samt ved en mindeplads ved byens botaniske have.



Over hele landet har newzealændere gjort det samme ved moskéer i en række byer.



Mindeceremonien i Christchurch blev sendt direkte på nationalt tv og på flere nyhedsmediers hjemmesider.



- Vi er så glade for, at denne bøn vil blive sendt til hele verden, så alle kan være en del af den, sagde Mustafa Farouk, der er formand for newzealandske muslimers fællesorganisation, til nyhedsbureauet Reuters.



Fredag gennemføres desuden begravelser for mere end 26 af fredagens ofre. Blandt dem er både angrebets ældste og yngste offer, 77-årige Muse Awale og den bare treårige Mucaad Ibrahim.



/ritzau/

19. JUL 2019 • 19:13 FOR ABONNENTER

Cykeludlejere investerer millioner i el-cykler

19. JUL 2019 • 17:02 FOR ABONNENTER

Havnebestyrelse afviser kritik: Vi vil bare undgå nattefester

Mest læste