11. JUL 2018 • 22:07UDLAND

Dommer i Nevada stopper henrettelse med ny dødssprøjte

For første gang har et sagsanlæg fra et medicinalfirma bremset en planlagt henrettelse i USA.

En henrettelse, der efter planen skulle gennemføres i den amerikanske delstat Nevada onsdag aften, er blevet stoppet af en dommer.

Årsagen er, at tre medicinalselskaber har gjort indsigelse imod, at deres produkter anvendes til at henrette dødsdømte.

Et af medicinalfirmaerne gik rettens vej og fik medhold af en dommer kun få timer inden, at henrettelsen skulle være foretaget.

Firmaet, Alvogen, siger, at det ikke ønsker, at dets produkt - et bedøvende middel ved navn midazolam - bruges i hvad firmaet betegner som "mislykkede" henrettelser.

Det er første gang, at det er lykkedes et medicinalfirma at få nedlagt et - om ikke andet midlertidigt - forbud. Et andet firma gjorde forsøget i Arkansas, men uden held.

Alvogen henviser til tidligere henrettelser, hvor midazolam er blevet anvendt, og hvor det har taget usædvanligt lang tid for den dødsdømte at dø.



Mange selskaber har gennem årene protesteret mod brug af deres medicin ved henrettelser. De henviser oftest til etiske og juridiske grunde.



Onsdagens henrettelse i Nevada skulle efter planen udføres med en kombination af tre forskellige stoffer, som aldrig tidligere har været brugt sammen. Derfor er det uvist, præcis hvordan de tre stoffer vil virke sammen og hvordan henrettelsen vil forløbe.

Den dødsdømte, Scott Raymond Dozier, har flere gange sagt, at han ønsker at dø, og at han er ligeglad med, om det vil være smertefuldt.

- Livet i fængsel er ikke et liv, sagde han for nylig i et interview med avisen Las Vegas Review-Journal.

Dozier er en tidligere narkohandler, som i 2007 blev dømt til døden for et drab på en ung mand i Las Vegas fem år tidligere. Offerets overkrop blev senere fundet i en kuffert i en affaldscontainer.

Den nu 47-årige dødsdømte drabsmand er også kendt skyldig i et andet drab begået i 2005.



/ritzau/AP

21. JUL 2018 • 16:56 FOR ABONNENTER

Jennie fandt to slægtninge i Klemensker

21. JUL 2018 • 14:19 FOR ABONNENTER

Jehovas Vidner blev Sofias vej ud af frygten for himlen

21. JUL 2018 • 13:44

Flere dyr på vej til Bakkegård

Mest læste