18. MAJ 2017 • 21:39UDLAND

26-årig mand bag Times Square-påkørsel er tidligere straffet

23 er sårede og en ung kvinde død, efter at en tidligere straffet spritbilist kørte ind på Times Square.

En bilist, der er anholdt efter at have kørt ind i en menneskemængde ved Times Square i New York, er tidligere straffet for spritkørsel i 2008 og 2015.

Den anholdte mand er 26 år gammel og hedder Richard Rojas.

Han er desuden tidligere soldat i flåden og amerikansk statsborger, fortæller New Yorks borgmester, Bill de Blasio, på et pressemøde.



Borgmesteren oplyser desuden, at antallet af sårede er oppe på 23 personer.

Derudover har en 18-årig kvinde mistet livet - hendes 13-årige lillesøster er blandt de sårede.



- Vi føler dybt med dem, der er sårede og særligt familien til den unge kvinde, som er gået bort. Vore bønner er med dem alle, siger han.

Bill de Blasio retter desuden en tak til beredskabet i New York, der rykkede ud til Times Square.

- Det her er en hård dag for New York City, men jeg vil gerne takke de første respondenter, som ankom så hurtigt.

Billeder fra området viser afspærringer med gult polititape og flere hvide politibiler og brandmænd.



På pressemødet gentager borgmester de Blasio desuden meldingen fra Det Hvide Hus om, at der ikke er sket en terrorhandling ved det populære turistmål i hjertet af New York.

- Baseret på de oplysninger vi har på nuværende tidspunkt, er der ikke noget, som peger på, at det var en terrorhandling, siger Bill de Blasio på pressemødet.

Alligevel har byens myndigheder sendt ekstra politi fra anti-terrorenheder på gaden rundt om i USAs største by, tilføjer borgmesteren.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser torsdag aften, at de ikke har modtaget meldinger om omkomne og tilskadekomne danskere i forbindelse med hændelsen.

De opfordrer samtidig danskere til at følge de lokale myndigheders anvisninger.

Hvis der er danskere med behov for hjælp, kan de kontakte Udenrigsministeriet Globale Vagtcenter på telefon +45 33 92 11 12.



/ritzau/Reuters

Mest læste

24. MAJ 2017 • 09:00SPORT

Alle fire bestod prøven