20. APR 2017 • 03:54UDLAND

To studerende dræbt under voldelige protester i Venezuela

To studerende dræbt af skud, da tusindvis af tilhængere og modstandere af præsident Maduro demonstrerede.

To venezuelanske studerende døde onsdag, efter af de blev ramt af skud i forbindelse med demonstrationer mod landets venstrefløjspræsident, Nicolás Maduro.



I Venezuelas hovedstad, Caracas, døde en 18-årig studerende af skudsår.



Det oplyser sikkerhedskilder til Reuters.

Desuden blev en 23-årig kvinde dræbt af skud i San Cristobal. Byen, der ligger tæt på grænsen til Colombia, er en af oppositionens højborge.



I Caracas stødte demonstranter, der er imod præsident Nicolás Maduro og hans regering, sammen med kampklædt politi.



Politiet affyrede tåregas som svar på en byge af sten, demonstranterne kastede mod betjente.

Den 18-årige studerende, som blev dræbt, var ifølge Reuters på vej til en fodboldkamp, da han blev hårdt såret af et skud i hovedet. Han blev senere erklæret død på en klinik.



Flere øjenvidner fortalte, at skuddet blev affyret af bevæbnede mænd på motorcykler. Mændene smed også tåregas mod en gruppe demonstranter.

I San Cristobal var det ligeledes bevæbnede mænd på en motorcykel, der affyrede de dræbende skud mod en 23-årig studerende, netop som hun var ved at forlade en demonstration.



Det var oppositionen, der havde indkaldt til onsdagens protest. Den ventes at blive en af de større, landet har oplevet i de seneste uger.

Samtidig havde præsident Maduro opfordret både militæret, militser og sine øvrige støtter til at gå på gaden og forsvare den socialistiske "revolution", som hans forgænger, Hugo Chávez, indledte i 1999.

- Tiden er inde til at gå i kamp, sagde præsidenten.

Hundredtusindvis af mennesker deltog ifølge Reuters i demonstrationerne.



Situationen i Venezuela har længe været højspændt. Den nærmest eksploderede, da landets højesteret for få uger siden besluttede at overdrage mere magt til sig selv og fjerne parlamentarikeres immunitet.

Det fik oppositionen til at beskylde præsident Maduro for at bruge domstolen til at gennemføre et kup og indføre diktatur.

Beslutningen blev omgjort, men mange venezuelanere er rasende over Maduro-styret.

- Vi må sætte en stopper for dette diktatur. Vi har fået nok. Vi vil have valg for at få Maduro ud, for han er i gang med at ødelægge landet, sagde 54-årige Ingrid Chacon, som var en af de mange demonstranter i Caracas onsdag, til AFP.

De seneste to ugers voldelige demonstrationer har kostet mindst seks mennesker livet. Over 200 er anholdt.



/ritzau/

Mest læste